
Der er muligvis blevet trykket lidt for flittigt på lommeregneren, da kommunerne bag de ti større byggeprojekter ved de danske kyster, regeringen har givet grønt lys, skulle vurdere, hvor mange turister, de hver især kunne tiltrække.
De enkelte projekter har nemlig ikke taget højde for de andre, hvilket groft sagt vil sige, at de alle har regnet med at have besøg af den samme tyske turist samtidig.
Ifølge BT forventer kommunerne at tiltrække 1,7 millioner ekstra overnattende årligt med de ti projekter, men det afviser flere eksperter, avisen har talt med, som 'alt for optimistisk'.
- Deres estimater for besøgende er i hvert fald regnegymnastik med nogle kæmpe usikkerhedsfaktorer, siger professor og centerleder ved Center for Landdistriktsforskning Anne Mette Hjalager til BT.
Radikale: Drop de 15 nye
Hos De Radikale kalder erhvervs- og miljøordfører Ida Auken det 'uklogt', at kommunerne ikke har skævet til hinanden, fordi hele idéen med projekterne var, at få tænkt turismen sammen.
- Så nu må erhvervsministeren kalde de ti projektejere ind og få dem til at kigge realistisk på hinandens tal, så vi ikke risikerer at bygge noget, som vores befolkning er kede af, og som så ikke engang skaber vækst i området, siger hun til Ritzau.
Efter erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og daværende miljøminister Eva Kjer Hansen i efteråret udpegede de ti kystprojekter, har regeringen varslet, at den vil forsøge at finde opbakning til at sætte 15 yderligere kystprojekter i gang.
Men det kan den godt droppe i lyset af den seneste udvikling, mener Ida Auken.
- De næste 15 bør de lægge i graven med det samme. Det er det første, vi må lære af det her, som jo viser, at antallet af kystprojekter allerede er overdimensioneret, siger hun.
Venstre fastholder
Sådan ser regeringen ifølge Venstres landdistriktsordfører, Thomas Danielsen dog ikke på sagen.
Han fastholder ambitionen om at udpege 15 nye projekter, og mener ikke, at regeringen bør lade sig bremse af, at der tilsyneladende er blevet estimeret for højt i de første ti forsøgsprojekter.
- Det er ikke vores opgave at vurdere, om vi tror på forretningsprojektet. Det ville vi heller ikke gøre andre steder i landet, og det skal vi selvfølgelig heller ikke gøre i landdistrikterne, siger han til Ritzau.
I Landdistrikternes Fællesråd mener formand Steffen Damsgaard heller ikke, at de ti kystprojekters manglende skotten til hinanden bør spænde ben for de næste 15 projekter.
- Men de næste skal have et andet fokus, så der ikke bliver givet tilladelse til tre ekstra badelande, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.