
RUDERSDAL: Klima- og Miljøudvalget i Rudersdal Kommune har truffet en politisk principbeslutning, som gør det muligt for de lokale vandforsyninger, Birkerød Vandforsyning og Novafos, at etablere såkaldte grundvandsparker. Disse skal hjælpe med at beskytte grundvandet, oplyser kommunen.
I mange af de grundvandsboringer, som leverer danskernes drikkevand, findes pesticider, og giftstofferne PFAS/PFOS finder i stigende omfang også vej til grundvandsboringerne.
- Rent grundvand uden kemikalier og sprøjtemidler er vores ansvar. Med etablering af sprøjtningsfrie grundvandsparker vil vi arbejde for at sikre rent drikkevand til den næste generation, siger Court Møller (R), der er formand for Klima- og Miljøudvalget.
En grundvandspark er et område, hvor den lokale vandforsyning indvinder vand til brug for produktion af drikkevand, og hvor der er indgået frivillige aftaler om ikke at bruge pesticider og andre grundvandstruende stoffer.
- Vi vil simpelthen ikke acceptere, at vores drikkevand bliver dårligere. Vi skal værne om noget, som er helt grundlæggende, nemlig at man kan tage sig et godt glas vand direkte fra sin vandhane derhjemme, siger borgmester Ann Sofie Orth (K).
Miljøstyrelsen er ved at færdiggøre en ny kortlægning af grundvandet i Rudersdal Kommune, og en rapport forventes denne sommer.
Herefter kan arbejdet med en kommunal indsatsplan, hvori grundvandsparker indgår, begynde.
lgn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.