
GULDBORGSUND: Et lille stykke danmarkshistorie vil den kommende nye folkeskole i Syndby tæt ved Nykøbing Falster være, når den en gang står færdig. Skolen vil nemlig blive den første permanente skole i Danmark, hvis bygninger er svanemærkede.
Byggeriet har dog mødt udfordringer. Således gik den oprindelige totalentreprenør konkurs i december sidste år. Siden da har byggeriet ligget stille, imens kommunen har haft gang i et nyt udbud for totalentreprisen, men kort før man var i mål med det udbud, må kommunen nu annullere det.
Imens prækvalifikationen til opgaven har været i gang, er der nemlig opstået revner i vægge og gulve i den ufærdige skolebygning. Skaderne er så omfattende, at de nu skal undersøges grundigt, inden byggeriet kan fortsætte, og derfor må man annullere udbuddet, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
- Det er drønærgerligt, at vi er nødt til at annullere udbuddet, der var lige ved at blive afsluttet. Revnerne i gulv og vægge var desværre ikke opstået, da vi havde sendt færdiggørelsen af skolen i udbud. Skaderne kræver nu nye, omfattende undersøgelser for at få omfanget belyst, og det betyder, at vi rent juridisk er forpligtet til at få et komplet overblik over skaderne, så dem, der kommer til at byde på opgaven, byder på et oplyst grundlag, siger Jesper Blomberg (DF), der er formand for Børn og Skoleudvalget.
Vil fortsat være svanemærket
Guldborgsund Kommune har nu besluttet, at den selv vil skabe sig et præcist overblik ved selv at færdigprojektere skolen sammen med en totalrådgiver, så den samlede færdiggørelse kan udbydes detaljeret.
Guldborgsund Kommune vil snarest muligt i et udbud finde en totalrådgiver, der skal hjælpe med den del. Totalrådgiveren vil samtidig komme med et bud på, hvad det koster at få færdigbygget skolen.
På trods af forsinkelserne vil kommunen ikke gå på kompromis med projektets oprindelige koncept.
- Vi ændrer ikke på materialevalg, arkitektur eller svanemærket. Konceptet er intakt. Der har desværre været nogle forsinkelser undervejs, og det skal jeg være den første til at beklage overfor forældre, børn, personale og lokalsamfundet. Jeg kan dog kun gentage, at der kommer til at stå en skole af høj kvalitet med gode, kreative og indbydende rammer, og vi kommer fortsat til at skrive Danmarkshistorie inden for bæredygtigt skolebyggeri, siger Jesper Blomberg.
Inden sommerferien forventer Guldborgsund Kommune at have afsluttet færdigprojekteringen i samarbejde med totalrådgiveren. Herefter kan der gennemføres en ny udbudsrunde. Hvornår skolen endeligt står færdig, vil kommunen endnu ikke spå om.
amp/cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.