GULDBORGSUND: Der havde været underskriftindsamlinger fra modstandere i lokalområdet, og borgere fra gruppen Stilhed.dk demonstrerede før byrådsmødet, hvor der var indkaldt stedfortrædere i både DF og V.
Kort sagt var der på sidste uges byrådsmøde i Guldborgsund linet op til endnu et sammenstød mellem to grønne interesser: Flere og højere vindmøller, der kan øge den alternative energi og reducere CO2-udledningen - op imod de landskabelige naturinteresser.
Sagen har mange måneder på bagen, idet Natur- og Miljøklagenævnet i oktober 2017 ophævede en oprindelig plan om to vindmølleområder, fordi ikke var foretaget en tilstrækkelig konsekvensvurdering i forhold til Natura 2000-områder.
Siden kom der en ny ansøgning om seks landvindmøller samt en solcellepark fra ejeren af Skørringe Gods, der fik opbakning fra flertallet i teknik-, miljø- og ejendomsudvalget, mens DF i økonomiudvalget begærede sagen, der havde mødt lokal modstand, behandlet i byrådet. Ifølge TV Øst troede mange af områdets beboere, at planen var sparket til hjørne. Seks byrådspolitikere har nemlig tidligere skrevet under på, at de vil bevare naturområdet omkring godset.
Også landbrugsjord ud af drift
Et flertal på 20-9 i byrådet stemte energiprojektet videre: At udarbejde et kommuneplantillæg og efterfølgende lokalplan herunder VVM-redegørelse (Vurdering af Virkning på Miljøet) for et 55 ha. stort areal til de to nye energianlæg.
Vindmøllerne forventes at kunne producere vedvarende energi svarende til cirka 20.000 husstandes energiforbrug. Solcelleparken forventes at kunne producere energi svarende til yderligere 10.000 husstandes energiforbrug.
Energiparkens samlede produktion af strøm vil svare til forbruget i alle kommunens husstande (120 mio. kWh). Vindmøllerne vil bidrage til kommunens målopfyldelse i klimaplanen om CO2-reduktion (skønnet 22.000 tons), fremgår det af dagsordenmaterialet.
Skørringe Gods oplyser derudover, at vindmølleområdet skal indgå i et samlet projekt med bæredygtighed i bredere forstand, hvor der også sker CO2-reduktion ved udtagning af 31 ha. landbrugsjord, der skal omdannes til nyt naturområde. Området er lavbundsområde og har sammenhæng til golfbane og 'spor i landskabet', og dermed et samlet natur- og turismeområde.
DF, EL og Dorthe Sølling (Guldborgsundlisten) stemte imod.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.