dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Erik Kragh

Hærvejsmotorvejen rykker nærmere

Vejdirektoratet har fire forslag klar til en hærvejsmotorvej ned igennem Jylland. Borgmestre i Randers og Horsens vil have udvidet motorvej E45 først
5. JUL 2016 13.16

Trafikken er mere end fordoblet de seneste 20 år, på hvad der kan defineres som rygraden i det jyske vejnet, motorvej E45, og især omkring Kolding, Vejle, Aarhus og Aalborg har det skabt trængsler.

Frem mod 2030 forventes trafikken fortsat at stige eksplosivt, og derfor har Vejdirektoratet præsenteret fire forskellige modeller for en hærvejsmotorvej, der begynder syd eller nord for Kolding, går igennem Midtjylland og ender nord for Hobro, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Den vestligste løsning af de fire er også den billigste og vil koste 15,3 mia. kr. Den går forbi Billund Lufthavn og er med sine 185 kilometer den længste. Det vil til gengæld være den løsning, der aflaster E45 mellem Hobro og Kolding mindst, da Vejdirektoratet vurderer, at den aflaster mellem 6 og 36 pct. af trafikken på udvalgte strækninger.

Den model, der bedst aflaster E45, er den østligste, som indebærer en ekstra tilslutning til E45 mellem Vejle og Kolding. Den vil ifølge Vejdirektoratets beregninger kunne aflaste E45 mellem 10 og 42 pct. af trafikken. Den vil samtidig koste 21,8 mia. kr. og dermed være den dyreste løsning.

Stadig kritiske belastninger
Ifølge JydskeVestkysten vurderer Vejdirektoratet dog, at alle fire løsninger vil efterlade 'moderate, store eller kritiske belastninger' på E45. Det har borgmester i Horsens, Peter Sørensen (S), og borgmester i Randers, Claus Omann Jensen (V), noteret sig, og de advarer begge mod, at regeringen i farten glemmer sit løfte om at udvide E45.

- Rapporten viser, at en midtjysk motorvej måske aflaster en smule i enderne af E45, men ikke på de strækninger, hvor trængslen er mest kritisk, og hvor vi fortsat har stigende trafik, siger Peter Sørensen til Horsens Folkeblad. I en fælles pressemeddelelse fra borgmestrene tilføjer Claus Omann Jensen:

- Det står indskrevet i regeringsgrundlaget, at vi skal have udvidet E45. Og rapporten er blot med til at underbygge, at det er den eneste vej frem.

Ikke enten eller
De to borgmestre er enige om, at en midtjysk motorvej er spændende – blandt andet i forhold til at sikre bedre vækstbetingelser vestpå. Men de understreger, at den nærmest ingenting hjælper på E45-problemet. 

- Vejdirektoratet anslår selv, at det tager mindst 15 år, før vi ser en effekt af en midtjysk motorvej. Vi står i øjeblikket i en situation med daglige køer på E45 og et erhvervsliv, der oplever E45 som en væksthæmmer. Vi skal have gang i udvidelsen af E45 med det samme, siger Claus Omann Jensen.

Til de to østjyske borgmestres held forklarede transportminister Hans Christian Schmidt (V), da de fire modeller blev præsenteret, at det ikke er et spørgsmål om enten en udvidelse af E45 eller en ny midtjysk motorvej.

– Det er både og. Man kan ikke kun gøre den ene ting. Det vil betyde meget for væksten i Jylland, afkorte rejsetiderne og aflaste E45, at der kommer en ny midtjysk motorvej, men det udskyder kun problemet på E45, sagde han.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad vil transportministeren til efteråret indlede forhandlinger med de øvrige politiske partier om den nye motorvej.

Download og læs om de fire forslag i Vejdirektoratets rapport hos Transportministeriet her.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/haervejsmotorvejen-rykker-naermere

GDPR