HORSENS: Horsens Havns direktør Peter Larsen er mandag blevet suspenderet på et ekstraordinært bestyrelsesmøde, oplyser bestyrelsesformanden for den kommunale selvstyrehavn, byrådsmedlem Per Løkken (K) til TV2 Østjylland. Det sker efter at Horsens Folkeblad har afsløret havnedirektøren i at forfalske navne på bilag fra restaurantbesøg.
Avisens afsløringer kom efter en aktindsigt inspireret af afsløringerne af forholdene på havnen i nabobyen Vejle. Horsens Folkeblad tjekkede hos de angivelige deltagere i restaurantbesøgene, hvis navne direktøren havde påført bilagene, og de havde ikke spist med, viste det sig.
På et møde konfronterede avisen Peter Larsen, sekunderet af bestyrelsesformanden, med oplysningerne, og havnedirektøren måtte gå til bekendelse og indrømme, at det i stedet for forretningsforbindelser var hans datter og daværende hustru, han havde spist på havnens regning sammen med.
'En bevidst handling'
Bestyrelsesformand Per Løkken var i første omgang indstillet på at klare uregelmæssighederne ved at lade direktøren betale restaurantbeløbene tilbage, men efter nogen betænkningstid besluttede han i stedet at indkalde til ekstraordinært bestyrelsesmøde i dag.
- Fusk med bilag er en bevidst handling, som principielt er alvorlig, begrundede bestyrelsesformanden sin ændrede holdning over for Horsens Folkeblad.
Næstformanden for havnens bestyrelse, byrådsmedlem Susan Gyldenkilde (S) bad for nogle måneder siden om en tilbundsgående undersøgelse efter en ekstraordinær revision, som dog ikke opfangede de forfalskede bilag. Imidlertid stod hun efter eget udsagn alene i bestyrelsen med det ønske.
Læs den spektakulære afsløring af de forfalskede bilag hos Horsens Folkeblad.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.