Torsdag fremlagde statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) under overskriften 'En ny og mere retfærdig retning for Danmark' regeringens planer for efteråret.
Statsministeren fremlagde yderligere tre hovedpunkter for efteråret, hvor regeringen skal forhandle en økonomisk aftale på plads med kommunerne og regionerne, ligesom finansloven skal på plads for 2020.
Her følger de fire hovedpunkter:
Velfærd:
- Velfærden er mange steder for presset. Derfor sætter vi nu velfærden først. Det vil afspejle sig i den aftale, vi skal forhandle med kommunerne og regionerne og i finansloven, sagde Mette Frederiksen.
Nicolai Wammen fortalte, at regeringen endnu ikke har en model til minimumsnormeringer i daginstitutionerne, der ifølge forståelsespapiret skal være helt implementeret inden 2025.
Regeringen vil blandt andet finde pengene til øget velfærd ved at indføre et loft over udgifter til konsulenter i det offentlige.
Om den øgede velfærd vil koste danskerne i skattestigninger står uvist, men Socialdemokratiet har i forståelsespapiret åbnet for at tilbagerulle lempelsen af bo- og gaveafgiften for virksomhedsarvinger.
Tidligere tilbagetrækning for nedslidte:
Regeringen vil fortsat arbejde for en pensionsreform, der skal gøre tidligere tilbagetrækning for nedslidte mulig.
- Vi har hele tiden sagt, at det bliver svært, men det er ikke umuligt, sagde statsministeren. Hun fortalte, at man allerede har indledt forhandlinger med arbejdsmarkedets parter.
Mette Frederiksen forsikrede samtidig om imødekommelse af De Radikales krav om, at beskæftigelsen ikke må svækkes af regeringens initiativer.
- Vi har aftalt i forståelsespapiret, at der skal være balance. Det vil vi overholde. Hvis vi tager initiativer, der svækker beskæftigelsen, så tager vi andre initiativer, der styrker den, sagde hun.
Grøn omstilling:
Regeringen inviterer i august de øvrige folketingspartier til samtaler om en bindende klimalov. I regeringen og støttepartiernes forståelsespapir fra juni er der opstillet en række mål, som man vil se nærmere på.
- Vi vil reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. inden 2030. Det er et ualmindeligt ambitiøst mål, sagde Mette Frederiksen.
Hun understregede, at regeringen endnu ikke ved, hvor pengene skal komme fra. Det vil den forhandle med de øvrige partier om i de kommende måneder.
Udlændingeområdet:
Regeringen vil holde fast i en stram udlændingepolitik, der flugtende med paradigmeskiftet vil have fokus på hjemsendelser.
- Vi skal gøre noget for børnene på Sjælsmark. Samtidig skal vi sikre, at asyltallet holdes nede. Og så skal afviste asylansøgere hjem. Vi vil have et stort fokus på hjemsendelser, sagde Mette Frederiksen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.