
HILLERØD: Efter lang tids pres er det lykkedes byrådsmedlemmer i Hillerød at komme igennem med, at perlite-produktion skal have en miljøgodkendelse for at være lovlig, oplyser kommunen.
Byrådsmedlemmer med formanden for Natur, Miljø og Klimaudvalget Louise Colding Sørensen (S) i spidsen har kæmpet for sagen, og nu bærer arbejdet frugt, for Miljøstyrelsen har meddelt, at perliteproduktion forureningsmæssigt kan sammenlignes med andre virksomheder, der er omfattet af miljølovens godkendelsesbekendtgørelse. Derfor vil styrelsen arbejde på at få perlite-produktion omfattet af reglerne om miljøgodkendelse.
- Det er en fantastisk god nyhed. Vi har i mange år argumenteret for, at perlite-produktionen har en væsentlig påvirkning på miljøet. Når perlite-produktion for fremtiden skal miljøgodkendes betyder det, at vi som kommune får en række håndtag at skrue på over for virksomheden, som vi ikke har i dag, siger Louise Colding Sørensen.
Mange års tvister
Der har i mange år været tvister om støv- og støjgener mellem Nordisk Perlite og naboerne til virksomheden. Men da perlite-produktion hidtil ikke har skullet miljøgodkendes, har kommunen ikke kunnet stille ret mange krav til virksomheden. Med et krav om miljøgodkendelse har miljøministeren vist forståelse for kommunens bekymring for virksomhedens miljøpåvirkning og derfor lagt op til en ændring af lovgrundlaget.
- Det her er ikke noget, der kommer til at ske i løbet af kort tid, men det er en stor sejr for os, at der nu er blevet lyttet til os, så vi i fremtiden kan få lettere ved at stille miljømæssige krav til perlite-produktionen, siger Louise Colding Sørensen.
Men det bliver ikke med Nordisk Perlites gode vilje, at virksomheden skal miljøgodkendes.
– Jeg er meget overrasket over det her træk fra Hillerød Kommune. Vi mener ikke, at det er nødvendigt. Det er at skyde gråspurve med kanoner, siger Cees Vader, miljøchef for Nordisk Perlite, til sn.dk.
Nordisk Perlite bearbejder den vulkanske sten perlite, så det kan bruges til blandt andet isolering.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.