
TØNDER: To vejledende folkeafstemninger om placering af solcelleanlæg i Tønder Kommune er endt med et "ja". Det fremgår af Tønder Kommunes hjemmeside.
Omkring 1.000 borgere har de seneste to uger haft mulighed for at stemme ja, nej eller blankt til to projekter med i alt 66 hektar solceller. Det svarer til 100 fodboldbaner.
Et projekt ved Åbøl nord for Toftlund høster opbakning fra 72 pct. af borgerne i nærområdet, mens et projekt i Bredebro bakkes op af 60 pct. af borgerne. Det er første gang, der holdes folkeafstemninger herhjemme om placering af anlæg til vedvarende energi.
- Afstemningerne er et supplement til den almindelige høringsproces, og resultaterne giver et fingerpeg om, hvordan lokalbefolkningen forholder sig til projekterne, sagde Tønder-borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti) forud for afstemningen, der begyndte for to uger siden.
Siden har borgere i nærområderne til de foreslåede anlæg kunne afgive deres stemme via computer, tablet eller smartphone. Afstemningerne har været anonyme, og formålet har ifølge borgmesteren været at sikre, at alle berørte borgere kommer til orde.
- Vi må bare erkende, at opstilling af vindmøller og solceller kan give anledning til rigtig stor splid i lokalområder. Det her skal sikre, at alle har mulighed for at komme til orde, uden at de skal stå på en ølkasse og blive udstillet i offentligheden, har Jørgen Popp Petersen udtalt til Ritzau.
Minister for klima, energi og forsyning Lars Aagaard (M) glæder sig over den lokale opbakning til solcelleprojekterne i Tønder.
- For mig er det helt rigtigt, at man i fællesskab lokalt finder sin egen vej. Det er rigtig godt, at man lokalt i Tønder bakker op. Og jeg håber, at mange flere kommer med på vognen, siger han i en kommentar.
Flere afstemninger kan være på vej
Hos Green Power Denmark, der er talerør for den danske energisektor, ser man positivt på afstemningsresultatet.
- Det bekræfter den oplevelse vores medlemmer har, når de opstiller vindmøller og solceller ude i kommunerne.
- Det er ofte det kritiske mindretal, der løber med opmærksomheden i offentligheden, men det store flertal af naboer står bag, siger direktør for VE-produktion Thomas Aarestrup Jepsen i en kommentar.
Lysten til at stemme har været lidt forskellig i de to områder. I Åbøl har 100 pct. af de bare 18 stemmeberettigede deltaget. I Bredebro har knap en tredjedel af de 947 stemmeberettigede deltaget.
Afstemningerne er vejledende og ikke retligt bindende for kommunalbestyrelsen. Det er de lokale politikere, der på baggrund af afstemningerne og de indkomne høringssvar nu tager endelig stilling til projekterne.
De to afstemninger blandt borgerne kan blive de første af flere. Kommunen har et mål om, at der i de kommende år skal opføres op mod 125 vindmøller og 1.600 hektar solceller i kommunen.
Kommunalbestyrelsen har udpeget 21 projekter, der arbejdes videre med. Afhængigt af den videre planlægningsproces og den politiske prioritering venter der således op til 21 lokale vejledende afstemninger forude.
Opdateret kl. 15:19 med kommentar fra Green Power Denmark
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.