
NÆSTVED: Fra fredag den 25. november bliver der fast ugentlig hjemmearbejdsdag for det meste af administrationen i Næstved Kommune. Sådan vil det være frem til udgangen af februar, oplyser kommunen.
Det sker for at imødekomme behovet for at spare på energien, da temperaturen dermed allerede kan skrues ned til weekendsænkning fra torsdag eftermiddag og weekenden over, ligesom strømforbruget sættes ned i de kommunale bygninger.
Samtidig sparer medarbejderne på brændstofforbruget ved at arbejde hjemme i stedet for at skulle transportere sig.
- Nu forsøger vi
- Det er svært på forhånd at sige, hvor meget vi præcist kan spare på energien med dette tiltag, men vi ved, at vi i dag bruger 50 procent mindre strøm og energi på en lørdag set i forhold til en almindelig fredag. Det er vores udgangspunkt for beslutningen. Nu forsøger vi det, og vi går ind i det med åbne øjne, siger kommunaldirektør Rie Perry.
Fredagslukningen gælder administrationsbygningerne, dog vil Birkebjergparken, som blandt andet rummer kommunens jobcenter, fortsat være opvarmet til 18 grader, så her vil medarbejdere fra de andre adresser kunne holde nødvendige fysiske møder om fredagen eller møde op, hvis de ikke har mulighed for at arbejde hjemme.
Forsøget med fast hjemmearbejde på 13 fredage hen over vinteren vil efterfølgende blive evalueret i forhold til energibesparelse, tilrettelæggelse af arbejdet og borgernes oplevelser af forsøget, oplyser kommunen.
Egedal og Odsherred
For en måned siden besluttede også Egedal at lukke rådhuset om fredagen for at spare på energien.
Ifølge sn.dk er Næstved desuden inspireret af Odsherred, som efter tre års forsøg med fire-dages uge og fri om fredagen for nylig gjorde ordningen permanent i en mere fleksibel udgave.
Borgmester Carsten Rasmussen (S) siger til mediet, og han ikke er bange for, at medarbejderne napper en halv fridag om fredagen.
– Det beviste vi under corona-nedlukningen af store dele af samfundet, hvor medarbejderne også arbejdede hjemmefra, så det er jeg overhovedet ikke nervøs for, siger han.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.