Højesteret stadfæster bøder på samlet knap 700.000 kr. til fire tidligere Uber-chauffører. Dermed står det klart, at de fire skal betale henholdsvis 486.500 kr., 110.000 kr., 60.000 kr. og 40.000 kr. for ulovlig taxakørsel, der fandt sted i 2015.
Sagerne mod de fire mænd er såkaldte prøvesager. Retten skulle tage stilling til, om oplysninger, der er udleveret fra skattemyndighederne i Holland, hvor kørselstjenesten Uber har sit europæiske hovedkvarter, kunne bruges som bevis i straffesager.
Højesteret slår fast, at det var 'berettiget, at de oplysninger, som Skat modtog fra de hollandske skattemyndigheder, indgik i straffesagen mod de tiltalte.'
Med torsdagens dom er der banet vej for sager mod yderligere 1500 tidligere Uber-chauffører. Dem har politiet sigtet på baggrund af oplysningerne fra Holland, som Uber frivilligt udleverede i forbindelse med en skatterevision.
Af listen fremgår oplysninger om personer, som har kørt for Uber i Danmark i 2015 - blandt andet deres navne, bankoplysninger, hvor mange ture de har kørt, og ikke mindst hvor meget de har tjent.
Politiet har også afventet dommen, før en sag mod selskabet Uber i Danmark for medvirken til ulovlig taxakørsel kan føres videre. Anklagemyndigheden gik efter en skærpet bødestraf, mens chaufførerne ville frifindes.
Uber hævder at være samkørsel, men er i det danske retsvæsen blevet erklæret som ulovlig taxakørsel. Uber kørte i Danmark fra 2014 til 18. april 2017.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.