
Der er flere ultrafine partikler i luften i området ved Tårnby Stadion, end der er på den meget trafikerede H.C. Andersens Boulevard i det centrale København.
Det viser en ny rapport fra DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet, som er bestilt af Tårnby Kommune, ifølge DR.
Tårnby Kommune er hjemsted for Københavns Lufthavn. I 2020 besluttede kommunalbestyrelsen, at man ville undersøge partikelforureningen i kommunen.
- Det har været vigtigt for kommunalbestyrelsen at få kortlagt partikelforureningen i kommunen, for med DCE’s grundige rapport har vi nu et langt bedre vidensgrundlag at stå på og drøfte løsninger ud fra, siger borgmester Allan S. Andersen (S) i en pressemeddelelse fra kommunen.
Vindretningen fra lufthavnen
Ifølge pressemeddelelsen kommer rapporten frem til, at det kun er en procent af de fine partikler, som kommer fra kilder i Tårnby. Men antallet af ultrafine partikler er højt, når vinden kommer fra lufthavnen.
Hvis man kigger på den samlede luftforurening, er det dog ifølge DR stadig mere sundhedsskadeligt at opholde sig på H.C. Andersens Boulevard.
Det skyldes, at der også er andre typer af forurening, som forurening fra kvælstofdioxid og fine partikler.
Ultrafine partikler udsendes direkte fra alle forbrændingskilder herunder fly. Der er dog begrænset viden om de sundhedsmæssige konsekvenser ved at blive udsat for høje værdier af de farlige partiklinger.
Midler til undersøgelse
Mandag kom det frem, at miljøminister Magnus Heunicke (S) har afsat to millioner kroner til en undersøgelse af konsekvenserne af forureningen fra lufthavnen.
Det er Allan S. Andersen glad for. I pressemeddelelsen kalder han det et positivt første skridt, som Tårnby Kommune vil følge.
Maria Skotte, som er bæredygtighedschef i Københavns Lufthavn, udtaler i et skriftligt svar, at hun har forståelse for, at forureningen skaber usikkerhed blandt lufthavnens naboer.
Hun tilføjer, at rapporten "understreger behovet for, at der kommer gang i produktionen af nye og mere bæredygtige brændstoffer, for vi ved, at de udleder væsentligt færre partikler".
- Flybrændstof indeholder nogle bestemte kemiske forbindelser, som danner sod og ultrafine partikler. Man kan fjerne mange af disse forbindelser, og derfor har vi foreslået regeringen, at man bruger en del af pengene fra den kommende passagerafgift til at gøre netop det.
Passagerafgiften betyder, at der fra 2025 skal indføres en afgift på flyrejser på i gennemsnit 70 kroner. Den vil stige til i gennemsnit 100 kroner i 2030.
Borgere i Tårnby Kommune er 19. november inviteret til borgermøde. Her vil man både drøfte rapporten om luftforurening og en støjrapport.
/ritzau/
Red. Maria Skottes kommentar til DR er erstattet med kommentarerer til Ritzau - samt næstsidste afsnit om passagerafgiten tilføjet - kl. 14.30
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.