
KØBENHAVN: Forsyningsselskabet Hofor har trukket en ansøgning tilbage om at nedrive gammelt pumpehus ved Dybbølsbro, efter nye muligheder er dukket op, oplyser selskabet.
Den gamle pumpestation til spildevand ligger på Ingerslevsgade tæt ved banelegemet ved Dybbølsbro i centrum af København. Pumpestationen har i nogle år stået tom, fordi det kun er installationerne under bygningen, der er i brug.
- Vi har været rigtig ærgerlige over at skulle rive en gammel bygning ned. Det hus bærer meget historie, og derfor har vi sideløbende arbejdet med at finde alternativer, så vi kunne bevare den. I det arbejde er der heldigvis dukket nogle nye muligheder op, som ikke var til stede, da vi oprindeligt søgte om nedrivning, og vi har derfor valgt at trække vores ansøgning tilbage, siger Thomas Jensen, områdechef for Spildevandsdrift i Hofor.
Fjernkøling på tale
Den oprindelige bygning er fra 1898 og er siden blevet udbygget. Da Hofor ikke længere brugte bygningerne - og det ikke kunne svare sig at vedligeholde og renovere for at leve op til nutidens miljøkrav og arbejdsmiljøregler - ansøgte selskabet om lov til at rive bygningerne ned.
I forbindelse med ansøgningen om nedrivning har mange bekymrede borgere skrevet høringssvar. Og i løbet af sommeren har bl.a. en musikforening vist interesse for at benytte noget af bygningen:
- Vi taler med Københavns Kommune, om hvad der kan lade sig gøre. Der er noget økonomi i at sætte rammerne i stand til fx en forening, som Hofor ikke må betale på grund lovreglerne for vandselskaber, så den del skal vi lige have til at falde på plads, siger Thomas Jensen.
Den ældste del af bygningen, som er fra 1898, er mere udfordrende at bruge. Men der har vist sig en mulighed fra et andet forretningsområde i selskabet, nemlig fjernkøling, som ser ud til at kunne bruge den gamle bygningssal til en fjernkølingscentral. På den måde vil hele den gamle industribygning kunne blive brugt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.