Diger brød sammen, sommerhuse blev oversvømmet og både blev ødelagt, da en stormflod ramte dele af Danmark forrige weekend. Nu har Kystdirektoratet etableret en hotline, der skal hjælpe kommuner, digelag og lystbådehavne med genopbygningsarbejdet. Det oplyser direktoratet.
- Der er mange områder, hvor der er akut behov for afklaring. Det vil vi gerne hjælpe med, siger Kristian Hansted, der er chef for Kystdirektoratets kyst-, klima- og vejledningsafdeling.
Det var kyster ved Lillebælt, Det Sydfynske Øhav og Østersøen, der især blev ramt, da kraftig blæst pressede store mængder vand ind mod land. Naturskaderådet erklærede efterfølgende, at dele af Danmark var blevet ramt af stormflod. For at der kan erklæres stormflod, skal der være tale om en hændelse, som statistisk sker sjældnere end hvert 20. år.
Store udfordringer
Skadernes omfang er langtfra opgjort endnu. Men for en uge siden var der tikket flere end 1.900 anmeldte stormflodsskader ind hos Naturskaderådet. Det er kommunerne, der varetager forvaltningen om kystbeskyttelse.
Mange kommuner i de berørte områder står tilbage med store udfordringer efter stormfloden, forklarer Kristian Hansted.
- En del af vores kystteknikere var ude i de berørte områder under og lige efter stormen. I de følgende dage har vi talt med mange kommuner, som har fået store udfordringer. Vi er derfor helt klar over, at der er behov for en særlig indsats på bagkant af denne alvorlige hændelse, siger Kristian Hansted.
Forude venter vinteren og blæsevejrssæsonen, og det gør behovet for at udbedre skaderne endnu mere presserende, lyder det.
Kristian Hansted understreger, at hotlinen er beregnet til kommunale fagmedarbejdere og eksempelvis digelag og lystbådehavne. Den nye hotline vil være åben alle hverdage frem til 21. december.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.