Hva’ ska’ vi med fremtiden, når vi har fortiden?

Hvis du hører til dem, der de senere år har glædet dig over, at brune og sorte marker ikke har bidraget til vintermørket, men har lyst op i grønne farver, så håber jeg, du har nydt det denne vinter. For nu er det slut.  Takket være det blå flertal, der tilsyneladende mener, landbruget er et så vigtigt og perspektivrigt erhverv, at alle hensyn må sættes til side for at stryge det med håret.

Nu var de grønne vintermarker jo ikke indført for at glæde vores øjne. Der var megen mere ræson i det miljøtiltag. De såkaldte efterafgrøder optager den overskydende gødning, så den ikke skylles med vinternedbør til grundvand og vandløb. Gødningen frigives så igen, når afgrøderne om foråret afløses af den kommende planteproduktion. Enkelt og effektivt. Og til gavn for vort fælles miljø.

Men det var dengang. Næste vinter vil den bare, mørke jord være tilbage i de danske vinterlandskaber. For det er SÅ besværligt for landmændene med det grønne vinterdække. Og desuden koster det. Men dén del vægter nok ikke så meget. For mennesker med indsigt i landmændenes tankesæt vurderer, at De Konservatives krav om en tillægspakke til den opsigtsvækkende landbrugspakke ingen effekt vil få.

Det pludseligt grønne parti vil belønne de landmænd, der trods landbrugspakkens store friheder alligevel vil sørge for grønne marker om vinteren. De er tiltænkt 700 kroner for hver grøn hektar. Men, siger eksperter, det vil næppe reducere den ekstra mængde kvælstof, landbrugspakken beriger vort vandmiljø med de næste tre år. Landmændene vil nemlig ikke have ulejligheden med at indkassere den latterlige sum.

Den batter jo heller ikke meget i et erhverv, der årlig hæver 10 milliarder hos skatteyderne. Gu’ ve’ om det samme bliver tilfældet, når vandforbrugerne skal betale millioner for at bede landmændene om at lade være med at forurene omkring de følsomme grundvandsboringer? Det er jo også frygtelig besværligt for de driftige landmænd.

For nu gælder det produktionen. Eller ’Produktions-Danmark’, som vor nye, ungdommelige gødningsminister, Esben Lunde Larsen, skingert erklærer sin uforbeholdne kærlighed, når han skal legitimere det omfattende hærværk mod årtiers miljøfremskridt.

Et element af muggen fortid
Jeg må rent ud tilstå, at situationen kommer bag på mig. Selvfølgelig var jeg klar over, at der er partier, der har været mere end lunkne i deres opbakning til opgøret med fortidens ubegribelige miljøsvineri. Og politikere, der i deres inderste synes, at alt det klimahysteri blot er noget, klidmostre og naturfetichister kan hygge sig med.

Men at vi har fået en regering, der helt åbenlyst erklærer miljøbeskyttelse krig og hadefuldt søger at dæmonisere folk, der arbejder for naturbeskyttelse – det havde jeg ikke fantasi til at forestille mig.

Nu lyder det frejdigt og næsten helt direkte, at alle hensyn – de være sig nok så langsigtede og rettede mod nødvendige problemløsninger – der står i vejen for produktion og lønsomhed nu og her, er af det onde og skal bekæmpes.

Skråt op med vore børn og børnebørns fremtid – nu gælder det landbrugets ve og vel. Nu gælder det vækst og indtjening.

Men det er tilsyneladende ikke hele historien. Der er også et besynderligt element af muggen fortid over den gældende politiske tænkning. Danmark må for guds skyld ikke være et foregangsland. Det var vi ellers for ikke så lang tid siden ganske stolte af at være. Men nej, vi skal for eksempel ikke ’over-implementere’ i forhold til EU. Vi skal meget hellere være fodslæbende og ignorere de intentioner, der ligger bag et tiltag. Hellere fortolke fælles beslutninger, så de kun lige akkurat kniber sig over grænsen for at få en juridisk sag på halsen.

Og vores grønne omstilling er da helt forrykt. Vi er foran de andre, og den er alt for dyr, siger regeringens klimaminister med bekymret mine. Så vi skal trappe ned på vindmølleudbygningen og sætte turbo på landbrugets produktion, der hidtil – og trods svimlende tilskud fra skatteyderne – ikke har kunnet finde bæredygtige løsninger på den globale konkurrence og hensynet til det omgivende samfund, herunder miljø og udviklingen af multiresistente bakterier.

En lille gudgiven nationalstat
Her og nu er regeringens – efter eget udsagn – største problem den såkaldte europæiske flygtningekrise. Som befandt vi os i et Europa for over 100 år siden, går løsningerne ud på at lukke os om os selv som en lille, gudgiven nationalstat, der egenhændigt kan tackle de globale udfordringer bag trygge grænser. Samtidig taler den – som næsten alle øvrige politikere – tidligt og silde om, at løsningen skal findes i fælleseuropæiske initiativer.

Men Danmark løfter ikke en lillefinger for, at det kan lykkes. Tværtimod. Ved enhver lejlighed har vor regering travlt med at slå syv kors for sig og at tale den løsning ned. Og det er ganske let, for det er et svært politisk projekt, der kræver politisk mod og fremtidsvisioner. Og det er Danmark fattigt på for tiden.

Så altså: Vi trapper ned på udviklingen af vindenergi – et felt, hvor Danmark er førende, og dér, hvor der er skabt flest nye arbejdspladser og eksportindtægter. Den grønne omstilling er ellers – sammen med udviklingsstøtte til verdens fattigste lande – det eneste, der reelt er i stand til at forebygge de flygtningestrømme, klimakrise og fattigdom med sikkerhed vil udløse. Og vi taler om flygtningestrømme, der vil få vores nuværende til at se fuldkommen bagatelagtige ud.

Flyt selv ud
Hvis mennesker ikke er i stand til at brødføde deres børn eller står i vand til knæene, så kan ingen grænsekontrol eller mur holde dem tilbage. Men desværre – vi har ikke råd til at hjælpe. Vi er nemlig blevet oversvømmet af flygtninge i et uhyrligt antal – svarende til 0,2 procent af Europas befolkning – så vi skal beklageligvis selv bruge pengene.

Fattigdommen er ellers ikke særlig dyr at afskaffe, som man kan forvisse sig om ved at lytte til dem, der i FN-regi har arbejdet med den slags problemer. Og kan mennesker overleve på et anstændigt niveau og øjne et håb for fremtiden for deres børn, så vil de selvfølgelig foretrække at blive, hvor de føler sig hjemme.

Klimakrisen derimod er vanskeligere at tackle. Her er virkelig brug for lande, der vil gå foran og demonstrere – som Danmark har været i gang med – at løsningerne findes, flere kan findes og det ovenikøbet er en god forretning at investere i dem. Men det er selvfølgelig svært, når ens politikudvikling er dybt forankret i fortiden og mestendels handler om at sprede misnøje og misundelse i forhold til de ringest stillede medborgere.

Må jeg foreslå, at Venstre flytter sit hovedkvarter ud til Frilandsmuseet. Der må da være inspiration at hente.