
ROSKILDE / FAXE / AALBORG: Skal Roskilde Kommune udpege og etablere en eller flere kadaverpladser, hvor trafikdræbte dyr kan lægges ud til glæde for rovfugle og insekter? Det skal kommunens klima- og miljøudvalg drøfte på sit møde på torsdag.
SF'eren Mads Christian Præstegaard står bag forslaget, og han argumenterer med, at man i stigende grad er begyndt at bruge ådsler som led i naturpleje i kommunalt regi.
"Generelt mangler der ådsler af større dyr i den danske natur. Rovfugle som havørn, rød glente og musvåge har fordele af adgang til de døde dyr fra landevejene. Samtidig bliver insektfaunaen rigere, når der ligger døde dyr i naturen. Arter af ådselbiller og ådselgravere er specifikt knyttet til ådsler, ligesom en række plantearter drager fordel af nedbrydningen af disse," lyder hans begrundelse.
I Danmark bliver der hvert år dræbt 5-10 millioner dyr i trafikken, uddyber han. Mange af de større dyr som rådyr og dådyr bliver samlet ind og kørt til destruktion, i Roskilde foretages dette arbejde af Materielgården. SF'eren foreslår i stedet at placere dem på en eller flere kadaverpladser, som skal udpeges i samarbejde med fx Naturstyrelsen, Danske Ornitologisk Forening og lokale lodsejere.
Opbakning i Faxe
I Faxe har kommunen bakket op om to kadaverpladser, som en lokal ornitolog har taget initiativ til, skriver Dansk Ornitologisk Forening.
- Ideen med at udnytte en naturressource, som allerede er til stede lokalt, ser vi meget positivt på. Platformene kan samtidig være med til at formidle viden om de rovfugle, vi har i kommunen, siger naturmedarbejder Nick Juul Brandtberg fra Faxe Kommune til foreningen.
Også i Aalborg har kommunen givet tilladelse til en kadaverplads i naturområdet Lille Vildmose. Her er også etableret et tilhørende udsigtstårn, som har fået navnet Kadavertårnet.
Tilbage i 2018 lavede to ingeniørstuderende en bacheloropgave om mulighederne for anlæggelse af kadaverpladser i Nordsjælland.
Spørgsmål til minister
I foråret var spørgsmålet om kadaverpladser også oppe at vende i Folketinget, da Kristian Pihl Lorentzen (V) stillede spørgsmål til miljøminister Lea Wermelin (S) om, hvorvidt "det er planen i naturnationalparkerne, at de regulerede dyr, f.eks. aflivede krondyr, skal ligge og rådne op som kadavere på det sted, hvor de er blevet nedskudt?
Her lød svaret, at der ikke er krav om indsamling og bortskaffelse af døde vildtlevende dyr, medmindre der er mistanke om smitsom sygdom, hverken i naturnationalparker eller andre steder.
"Der kan søges om tilladelse til at udlægge døde dyr på særligt indrettede kadaverpladser. Der vil ikke blive søgt om kadaverpladser i forbindelse med etablering af de første naturnationalparker, og der er endnu ikke taget stilling til, om der vil blive søgt på et senere tidspunkt," svarede ministeren.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.