Stigende priser på el og gas betyder, at forbrugerpriserne - også kendt som inflationen - i september var på det højeste niveau i ni år.
Priserne er steget med 2,2 pct. det seneste år, og det er ikke set højere siden november 2012. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er især højere priser på el, som trækker op med en stigning på 15,2 pct. det seneste år, hvilket er den største stigning i 13 år.
Mindre vand og blæst
De højere priser skyldes blandt andet vejret i løbet af sommeren. Det har regnet mindre end normalt i Norge og Sverige, forklarer Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv.
- Det har tæret på vandmagasinerne hos de nordiske vandkraftværker, der producerer el til blandt andet Danmark og dermed sendt elpriserne i vejret.
- Dertil har mindre blæst hen over sommeren ført til mindre elproduktion ved vind, skriver han i en kommentar.
Også priserne på gas er steget voldsomt på det seneste. Prisstigningen på gas over det seneste år er 52,8 pct., og det er største årlige stigning siden 1980.
Gas fylder mindre i det samlede billede, når man ser på tallene for forbrugerpriser, men udviklingen betyder en markant højere regning for de omkring 400.000 husstande i Danmark, der opvarmer deres hjem med naturgas.
Stadig beskedent
Udviklingen i forbrugerpriserne bliver fulgt tæt af blandt andet økonomer og Nationalbanken.
Fra samfundets side vil man gerne have en lille, stabil stigning i priserne, fordi det holder gang i forbruget. Typisk sigter man efter en stigning på to pct. om året.
Hos Danske Bank påpeger privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen, at forbrugerpriserne kun er steget 1,3 pct. det seneste år, hvis man tager energipriser ud af regnestykket.
- Det er stadig beskedent - også i en international sammenligning, siger hun i en kommentar.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.