
ISHØJ: Ishøj Teater har gennem 53 år begejstret børn i alle aldre med forestillinger fra eventyrets verden, og snart skal teatret gøre det i nye rammer.
Således er opførelsen af det nye Ishøj Teater kommet et skridt nærmere, efter at et projekt tegnet af Wohlert Arkitekter med Svendborg Architects som underrådgiver er udpeget, som vinder af arkitektkonkurrencen om opførelsen af det nye teater.
Vinderforslaget præsenterer en helt ny teaterbygning, hvor spor af landskabet trækkes op i facadens organiske former. Opførelsen af den nye teaterbygning vil desuden fremtidssikre teatret ved at opfylde de moderne krav til komfort, bæredygtighed og teknik, oplyser Ishøj Kommune.
Stor donation muliggør projekt
De nuværende teaterbygninger har ikke fulgt med den udvikling, som teatret har taget på den kunstneriske side, og er således ikke blevet moderniseret siden opførelsen i 1972, og bygningen er i dag nedslidt.
Derfor har der i en periode været ambition om at få gennemrenoveret teatret. De ambitioner fik i foråret økonomisk fundament at stå på, da Ishøj Teater modtog en bevilling på 37,1 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden samt et tilskud fra Ishøj Kommune på 6,5 mio. kr. til at modernisere teatret. Herefter blev der udskrevet en arkitektkonkurrence, som altså nu har fundet sin vinder i form af Wohlert Arkitekter, der blandt andet også står bag kunstmuseet Louisiana.
- Vi er boblende glæde og yderst taknemmelige over den store og helt enestående donation, som teatret har fået af A.P. Møller Fonden, og den store støtte, vi får fra Ishøj Kommune. Med den nye bygning kan vi realisere visionerne om blandt andet at udvikle mere teater for stadig flere børn, unge og deres voksne, siger Allan Grynnerup, der er teaterleder på Ishøj Teater.
Det nye teater forventes at stå færdigt i sommeren 2024.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.