HOLBÆK: Flere børnehuse og skoler i Holbæk er efterhånden blevet så nedslidte, at kommunen nu har besluttet sig for at gennemføre en massiv investeringsplan om at renovere og bygge nyt for et trecifret millionbeløb.
I alt har kommunen besluttet at afsætte 161,3 mio. kr. til at give børnehusene og skolerne i Knabstrup, Stestrup, Jyderup, Tuse og Svinninge 'en overhaling i millionklassen,' som kommunen formulerer det.
Planen, der involverer i alt fem projekter, er blevet godkendt af kommunalbestyrelsen med bred politisk opbakning.
- Det her er jo ikke bare mursten, men derimod helt nye læringsmiljøer, der giver børnene de rammer, de fortjener, siger Susanne Utoft, formand for Udvalget for Børn og Skole.
Hun forklarer, at kommunen har vægtet standen på bygningerne, udviklingen i børnetal i lokalområdet og fremtidige arealbehov, da de fem projekter blev udvalgt.
- Planlægningen af alle projekter går i gang med det samme, men projekterne bliver færdige på forskellige tidspunkter. Vi regner dog med at være i mål med alle projekter inden for en fireårig periode, siger hun.
Vil nedbringe udgifter til vedligehold
Planen indeholder både nybyggerier og renoveringer, og kommunen har besluttet, at flere skoler og børnehuse skal samles i de nuværende skolebygninger. Det har mange fordele, mener Susanne Utoft.
- Når vi placerer børnehuse og skole sammen, bygger nyt og renoverer det gamle, skaber vi bedre forhold for både de små og de større børn. Samtidig får vi mulighed for at skabe nogle endnu bedre overgange mellem dagtilbud og skole, siger hun.
Helt konkret har kommunen besluttet, at der skal bygges et helt nyt 1.800 m2 stort børnehus i Tuse til ca. 44,2 mio. kr. med plads til dagplejen.
I Jyderup skal der bygges et nyt børnehus på 1.100 m2 til omkring 32,4 mio. kr., mens de to nedslidte børnehuse i Svinninge flytter sammen med skolen, hvor der også vil ske en renovering af de nuværende bygninger og 'en bedre udnyttelse af de eksisterende lokaler'. Pris: 19,5 mio. kr.
Endeligt skal dagtilbuddet, skolen og SFO'en i henholdsvis Stestrup og Knabstrup samles i skolebygningen. Prisen for den manøvre bliver efter planen ca. 17,3 mio. kr. i Stestrup, hvor 1.500 m2 af skolen samtidig skal renoveres. I Knabstrup vil det komme til at koste 28,1 mio. kr. - her skal der også opføres en tilbygning på omkring 700 m2 og gennemføres en energirenovering.
Herudover har kommunen også afsat 19,8 mio. kr. til uforudsete omkostninger til de fem projekter. Kommunen forventer, at investeringen kan fremtidssikre rammerne for børnene samt nedbringe Holbæks vedligeholdelsesefterslæb med 47 mio. kr.
thb
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.