
MIDTJYLLAND: Coronakrisen har været dyr for Midttrafik, som administrerer den kollektive trafik i Midtjylland.
90 pct. af passagerindtægterne forsvandt nærmest fra dag til dag, og vognmændene har skullet betales for ekstra udgifter til rengøring og værnemidler.
Lige nu regner trafikselskabet med 397,7 mio. kr. i manglende billetindtægter i 2020, og dertil kommer 19,3 mio. kr. ekstra til rengøring.
Situationen er så alvorlig, at de manglende billetindtægter nu har 'en umiddelbar effekt på Midttrafiks evne til at betale kreditorer', hedder det i dagsordenen for et ekstraordinært bestyrelsesmøde, som blev afholdt i torsdags. Her blev det besluttet at bruge en ekstra uge på at diskutere situationen og holde et nyt ekstraordinært møde på torsdag 30. april.
Direktionens forslag til at skaffe likviditet nu og her er, at Aarhus Kommune og Region Midtjylland, som begge har opsparede puljemidler ved Midttrafik, giver et likviditetstilskud til at betale Aarhus Letbane i maj og juni. Desuden at driftstilskud til Lemvigbanen for maj og juni udskydes og fordeles på årets sidste fire måneder.
Men derudover bliver alle 18 ejerkommuner og regionen bedt om at bidrage med ekstra penge fra juni og resten af året via en tillægsbevilling - se beløb nederst i artiklen.
Håb om kompensation fra staten
Alle landets trafikselskaber, KL og Danske Regioner forhandler lige nu med Transportministeriet om kompensation for de ændrede vilkår. Der er endnu ingen aftale på plads, og derfor er det blandt andet uvist, om kompensationen vil gå til ejerne eller direkte til trafikselskabet. Derfor kan beløbene senere blive justeret igen.
Ifølge Aarhus Stiftstidende er de østjyske kommuner parate til at betale de ekstra beløb, men med en forventning om, at pengene senere kommer tilbage igen fra statskassen.
Midttrafiks formand, Syddjurs-borgmester Claus Wistoft (V), har deltaget i forhandlingerne med ministeriet om kompensation. Han er optimist.
- Der er stor forståelse for ønsket om en hjælpepakke. Jeg tror helt sikkert, at den kommer med 100 pct. kompensation til kommunerne. Omvendt er jeg nødt til at tage forbehold, når der ikke findes en underskrevet aftale i Folketinget, siger han til avisen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.