
KØBENHAVN: Et eksternt advokatfirma er kommet frem til, at Københanvs Kommune i 2016 og 2017 har opkrævet i alt 18 mio. kr. for meget via en fortovsordning, skriver DR København. Tidligere i år kom det frem, at Teknik- og Miljøforvaltningen i kommunen har opkrævet for høje gebyrer for at holde grundejernes fortove fri for skrald og snavs.
Hvis politikerne på mandag i næste uge vedtager den indstilling, som forvaltningen er kommet med, får de berørte grundejere hver mellem 100 kr. og 150.000 kr. tilbage. Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) beklager nu, at der er blevet opkrævet for høje gebyrer:
- Der er ikke nogen tvivl om, at de skal have pengene tilbage. Hvis vi følger indstillingen, bliver pengene automatisk betalt til de borgere, der har betalt for meget, siger hun til DR København.
Det store beløb skyldes nu effektiviseringer
Det er grundejere i Indre By, Christianshavn, dele af Nørrebro og dele af Vesterbro, der har betalt for høje gebyrer og nu ser ud til at få penge tilbage. Det skyldes effektiviseringer i forvaltningen, som man ikke har fået indregnet i gebyrerne, at der er blevet opkrævet for store beløb, forklarer borgmesteren:
- Blandt andet har vi indført løvblæsere i stedet for snappere, der samler skraldet op, og der er blevet indført nye arbejdstidsaftaler, som også har medført nogle effektiviseringer, siger hun.
På baggrund af en henvendelse til kommunens whistleblowerordning vedtog politikerne i sidste uge, at et advokatfirma skal undersøge, om dele af forvaltningen og den tidligere teknik- og miljøborgmester har været vidende om, at der er blevet opkrævet for høje gebyrer.
Det er påstanden i den anonyme henvendelse fra en ansat i kommunen. Tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) afviste i sidste uge, at forvaltningen bevidst skulle have opkrævet for høje gebyrer, og at han skulle have været orienteret.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.