dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Colourbox

KL giver bud på bedre boligområder

Organisationen kommer nu med ti anbefalinger til, hvordan de udsatte boligområder bliver mere attraktive at bo og opholde sig i

De problemer, som kendetegner de udsatte boligområder, er komplekse. Der er tale om en beboersammensætning, hvor en stor andel er uden beskæftigelse, har et lavere uddannelsesniveau og har sociale og sundhedsmæssige problemer. Derudover kæmper nogle af boligområderne med meget kriminalitet.

I et nyt politisk udspil fra KL, 'Anbefalinger til en bred boligsocial indsats i udsatte by- og boligområder', fremhæves en række eksempler på kommunale indsatser, der har gjort en forskel.

- Regeringen har en målsætning om at halvere de udsatte boligområder inden 2021. Det er en ambitiøs målsætning, som kræver et tæt samarbejde mellem staten, kommuner og boligorganisationer. Det er kommunerne helt med på. Men det kræver også klare politiske prioriteringer, siger Jacob Bundsgaard (S), formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

Uhensigtsmæssigt parallelløb
Regeringen har i sin seneste integrationspolitik meldt ud, at den vil styrke det boligsociale arbejde gennem et koordineret samarbejde mellem stat, kommuner og boligorganisationer og ved en hensigtsmæssig brug af de samlede midler på området.

Det boligsociale arbejde, der udføres i boligorganisationers regi, eksisterer mange steder parallelt med de kommunale indsatser. Det er ikke hensigtsmæssigt. KL anbefaler, at boligorganisationers boligsociale arbejde tænkes sammen med den kommunale kernedrift i de udsatte boligområder.

- Der er ingen tvivl om, at de boligsociale indsatser har skabt positive forandringer i de udsatte boligområder. Mange kommuner er godt i gang og har et stort engagement og vilje til at gøre noget ved udfordringerne. KL vil gerne udbrede de gode eksempler og sætte fokus på, hvordan kommuner og boligorganisationer i fællesskab og med inddragelse af andre aktører, som civilsamfund og erhvervsliv, får skabt de nødvendige forandringer, siger Jacob Bundsgaard.

Gennemtænk bevillinger og sammentænk tiltag
KL peger i udspillet på, at der er behov for at gentænke den måde, Landsbyggefondens bevillinger gives. I dag uddeles midlerne til de boligsociale helhedsplaner tidsbegrænset – ofte for fire år ad gangen – og det samme gælder for ghettomidlerne og de øvrige statslige puljer. Det gør det vanskeligt at arbejde strategisk og skabe varige forandringer i de udsatte boligområder.

Det boligsociale arbejde kan imidlertid ikke stå alene. Mange af de udsatte boligområder ligger fortsat fysisk adskilt fra byen. Der er behov for, at boligsociale indsatser sammentænkes med de fysiske tiltag, så der sker et samlet løft af de udsatte boligområder.

KL anbefaler derfor, at indsatserne i de udsatte boligområder tænkes i sammenhæng med områdets fysiske indretning og den overordnede byplanlægning.

Læs KL's anbefalinger her.

lcl

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/kl-giver-bud-paa-bedre-boligomraader

GDPR