dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

KL skyndede på kommunerne - efter misforståelse

'Kommunalbestyrelsens godkendelse af beredskabsplaner haster i 42 kommuner' skrev KL i administrativ information, der nu er trukket tilbage

KL har nu trukket en såkaldt 'administrativ information' tilbage, efter at den fra sidst i november til 11. december på KL's hjemmeside har skyndet på de kommuner, der angiveligt ikke var færdige med beredskabsplanerne, der som minimum skal revideres hvert fjerde år. Ikke færre end 42 kommuner skulle mangle, men historien viser sig nu at stamme fra en misforståelse mellem KL og Beredskabsstyrelsen.

'Beklager. Siden du leder efter eksisterer ikke.' Den besked mødes læseren nu med, hvis man vil tjekke, hvordan KL 28. november bl.a. skrev: 'KL er bekendt med, at 42 kommuner endnu ikke har vedtaget kommunens generelle beredskabsplan, som skal være vedtaget af Kommunalbestyrelsen inden udgangen af 2013'.

Budskabet, der både blev omtalt i beredskabsinfo og dknyt, fik en række kommuner til at henvende sig til Beredskabsstyrelsen, for kunne det mon passe?

I Beredskabsstyrelsen undrede man sig såre, fordi det høje tal slet ikke kunne genkendes. Mange kommuner har forlængst vedtaget planerne, og lige nu manger ni kommuner, men de kan meget vel være på vej til endelig godkendelse her via decembers kommunalbestyrelsesmøder.

Konsulent i KL, Anders Christiansen, fastholdt onsdag over for dknyt, at den administrative information, der nævnte 42 kommuner, var god nok - antallet var endda nedjusteret, efter den først gik på 49.

Fra Beredskabsstyrelsen forlød lidt senere, at der har været tale om en kommunikationsbrist mellem KL og styrelsen, og KL nu trækker den administrative information tilbage.

Beredskabsstyrelsen oplyser i dag, at 'status pr. dags dato er, at 9 kommuner endnu ikke har indsendt den vedtagne generelle beredskabsplan jf. beredskabslovens § 25. To kommuner har endnu ikke indsendt forslag til plan for det kommunale redningsberedskab (risikobaseret dimensionering), til videre behandling i Beredskabsstyrelsen, jf. § 4 i bekendtgørelse om risikobaseret kommunalt redningsberedskab.'

Det hører med til historien, at der på den nu tilbagetrukne KL-information blev påpeget, at en situation, hvor kommunerne ikke får færdiggjort de lovpligtige beredskabsplaner til tiden, kan bruges mod kommunerne i forbindelse med de igangværende overvejelser om beredskabets fremtidige struktur.

'Den ene mulighed er, at hele området flytter fra kommunerne til staten. I den situation er det uheldigt, hvis staten kan pege på, at kommunerne ikke laver deres beredskabsplaner', lød advarslen fra KL til kommunerne.

Det gør den så ikke længere - men måske hører vi mere til den sag.

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/kl-skyndede-paa-kommunerne-efter-misforstaaelse

GDPR