
FREDERICIA: En afgørelse fra Planklagenævnet om ombygning af en maskinhal til seks overnatningspladser på avlsgården Follerupgård er gået Fredericia Kommune imod. Kommunen havde afvist gårdens ansøgning bl.a. med begrundelsen, at det vil kræve en væsentlig ombygning og ændring af det visuelle udtryk af bygningen i et væsentligt omfang. Det fremgår af Planklagenævnets afgørelse.
Kommunen havde også henvist til, at der fandtes flere andre boliger på grunden, og at det ud over at svække områdets visuelle påvirkning af kulturmiljøet også kunne skabe uønsket præcedensvirkning i lignende sager. Kommunen vurderede desuden, at den ansøgte bolig ikke var nødvendig for driften af landbruget.
Omvendt havde ansøgeren Follerupgård argumenteret for indretning af seks sovealkover i maskinhallen med, at der kommer udenlandske købere og veterinære personer på ejendommen og opholder sig der for en kortere periode i forbindelse med køb og udvælgelse af avlsdyr samt oplæring i avlsarbejdet. Det var vurderet, at der vil være ca. 60 overnatninger om året.
Kommunen tager til efterretning
Et flertal på 10 ud af Planklagenævnets 11 medlemmer finder, at det ansøgte ikke kan anses for indretning af en ekstra bolig i bygningen. Nævnet lægger herved vægt på indretningen, der mere har karakter af en sovesal med bade- og toiletfaciliteter, ligesom der ikke er adgang til eget køkken. Dermed mener flertallet, at der i den konkrete situation kan gives landzonetilladelse til de ansøgte alkover.
Nævnet lægger ligeledes vægt på, at det ansøgte ikke er i strid med de planlægningsmæssige hensyn, der gælder for området. Og at den del af ejendommen, hvor det ansøgte skal etableres, er udlagt til blandet bolig og erhverv og ligger inden for landsbyafgrænsningen i kommuneplanrammen, samt at det ydre udtryk kun ændres i mindre grad.
Kommunen tager Planklagenævnets afgørelse til efterretning, siger afdelingsleder for Byg og BBR Jes Bøgelund i et skriftligt svar til Fredericia Dagblad:
"Ja, vi tager altid nævnets afgørelser til efterretning, og de ændrer over tid holdning, som også er tilfældet her. Vores afgørelse er truffet ud fra tidligere erfaringer fra nævnets afgørelser, som har vist sig at ændre retning. Det er jeg positiv overfor, da den konkrete sag er en yderst fornuftig løsning, som tilgodeser erhvervet på ejendommen i de oprindelige bygninger under hensyn til bygningernes oprindelige udseende."
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.