FAABORG-MIDTFYN: Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening har fået medhold i en klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet over, at Faaborg-Midtfyn i december vedtog at lovliggøre henholdsvis 12 og 35 stenhøfder, som private lodsejere havde opført som kystbeskyttelse på to matrikler.
Kystdirektoratet gav allerede i 2009 afslag på en ansøgning om at lave høfder på en af matriklerne, men i 2019 blev kommunen gjort opmærksom på, at de var blevet bygget alligevel.
I første omgang vurderede kommunen, at der skulle siges nej til lovliggørelse, hvilket fik ejerne til at fremsende yderligere oplysninger.
Kystdirektoratet blev hørt og havde svært ved at give en konkret teknisk vurdering af høfderne, men bemærkede, at den akutte erosion på strækningen kan klares med kystfodring, og at erosionen i øvrigt er lav.
Alligevel besluttede et snævert flertal i teknik- og miljøudvalget i december at lovliggøre høfderne. Men beslutningen skulle have været ledsaget af en begrundelse for, hvorfor man valgte at lovliggøre, og den mangler, fastslår Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Den manglende begrundelse er en væsentlig retlig mangel, som gør, at beslutningen er ugyldig. Derfor ophæves lovliggørelsen, og sagen hjemvises til ny behandling i udvalget.
Se klagenævnets afgørelse her.
Se udvalgets behandling af sagen her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.