JAMMERBUGT: Danmarks Naturfredningsforening har fået delvist medhold i en klage til Planklagenævnet over en afgørelse fra Jammerbugt Kommune om en padelbane (padel = en slags tennis).
Sagen handler om en borger, der for et år siden søgte om lov til at lave en padelbane med glasvægge i sin private have. Banen skulle placeres cirka fem meter fra et udhus, og der skulle opstilles en lysmast på cirka seks meters højde i hvert hjørne.
Kommunen sagde ja til ansøgningen på den betingelse, at lyset kun må være tændt, når banen er i brug, og aldrig mellem kl. 22 og 7.
Tilladelsen var begrundet med, at nok ligger ejendommen ud til en tidligere grusgrav, der er udlagt som rekreativt område med fiskepark, men at haven er omkranset af træer til tre sider, hvorfor padelbanen ikke vil blive synlig for omgivelserne. Desuden vurderer kommunen ikke, at projektet vil være i strid med hensyn til natur, kultur og landskab.
Danmarks Naturfredningsforening mener derimod, at banen tydeligt vil kunne ses fra fiskeparken, og at lysmasterne vil være meget synlige, når der ikke er blade på træerne. Desuden mener foreningen ikke, at kommunen har vurderet glasfladernes betydning for områdets fugle.
Planklagenævnet giver kommunen medhold i, at det var i orden at give tilladelse til banen, fordi den placeres i en eksisterende have i tilknytning til eksisterende bygninger og vil være delvist omgivet af beplantning, hvorfor den visuelle påvirkning vil være begrænset. Dog skal det være et nedfældet krav, at der er skærmende beplantning ned mod fiskeparken.
Til gengæld mener et flertal på ni af 11 medlemmer i nævnet, at der ikke kan gives tilladelse til de fire lysmaster, fordi det vil være i strid med hensynet til at holde det åbne land fri for unødvendig bebyggelse, og fordi området er udpeget med naturinteresser i kommuneplanen. Desuden vil belysning medføre "en ikke uvæsentlig visuel påvirkning" af omgivelserne.
Flertallet bestemmer, og derfor får ansøgeren tilladelse til at opføre en padelbane, men uden lysmaster.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.