Tre indkøbsaftaler, som Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) har indgået vedrørende elevatorservice, er blevet underkendt af Klagenævnet for Udbud. Nævnet ophæver aftalerne med virkning fra 1. april og har derudover anmeldt SKI til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), det såkaldte bagmandspoliti.
De tre aftaler dækker tilsammen hele landet og gælder levering af ydelser inden for servicering og eftersyn af elevatorer. Aftalerne med en værdi på tilsammen 220 mio. kr. var toårige med mulighed for forlængelse i yderligere to år, men det bliver der ikke noget af. I stedet bortfalder aftalerne efter kun godt et år, så der fra 1. april kun er aftaler om lovpligtige eftersyn.
Årsagen til underkendelsen af de resterende dele af aftalerne er, at SKI i vurderingen af tilbuddene ikke havde interesseret sig tilstrækkeligt for priserne på reservedele, der kom til ud over de lovpligtige eftersyn.
SKI mente, at det med op mod 250.000 mulige reservedelsnumre til forskellige elevatortyper ville blive for omfattende at indhente pristilbud, men det kaldte Klagenævnet for Udbud 'indkøb (...) uden konkurrenceudsættelse' og derfor 'i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed i udbudslovens §2'.
Af de tre aftaler som altså nu er underkendt, gik en til Schindler Elevatorer og to til Otis. I alle tre tilfælde blev det konkurrerende firma Kone rangeret som det dårligste tilbud, og det var netop Kone, der indbragte afgørelsen for Klagenævnet for Udbud fordi SKI havde anvendt 'en evalueringsmetode, der ikke er egnet til at identificere de økonomisk mest fordelagtige tilbud'.
SKI protesterede, og det samme gjorde Otis, der jo havde vundet to af aftalerne, men Klagenævnet for Udbud gav Kone ret. Ganske vist kun delvist, men nok til at erklære aftalerne ugyldige.
En underkendelse af en aftale skal udløse en økonomisk sanktion overfor udbyderen, men Klagenævnet for Udbud har ikke hjemmel til at pålægge et offentligt ejet aktieselskab som SKI en sådan sanktion. Deraf anmeldelsen til SØIK, som nu skal fastsætte sanktionen.
SKI tager nævnets kendelse til efterretning og 'tager selvfølgelig hensyn til afgørelsen i et genudbud', siger SKI's udbudsdirektør Christian Lunding fra SKI, som dog også overvejer om afgørelsen skal forsøge anket til domstolene for at undgå krav, som udbudsdirektøren kalder 'uhensigtsmæssige' og en proces, han kalder 'unødig svær og bøvlet'.
Læs eller download kendelsen fra Klagenævnet for Udbud.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.