
Der er ingen vej uden om. Der er også brug for ændringer i produktionen, hvis landbruget og dermed også Danmark skal indfri klimamålene. Det slår Klimarådet, en gruppe eksperter, der rådgiver regeringen om den grønne omstilling, fast i en ny analyse.
De har regnet på et centralt element i omstillingen - en drivhusgasafgift, hvor landmændene skal punge ud for deres udledninger.
Der er allerede udviklet løsninger til at nedbringe dem. For eksempel foder, der kan nedbringe udslippet af metan fra køernes bøvser og prutter.
Løsninger rækker ikke
De kendte teknologiske løsninger er dog ikke nok, slår næstformand Jette Bredahl Jacobsen, professor ved Københavns Universitet, fast.
- De bringer os ikke i mål med 2030-målet for erhvervet (reduktion på 55-65 procent i 2030, red.), så der er behov for andre reduktioner. Det kan være gennem innovation eller ved en strukturel omstilling - altså hvad det er, man producerer, lyder det.
Næstformanden i Klimarådet peger på, at en afgift kan drive begge dele. Omstillingen i sektoren vil dog ikke kunne ske, uden at det kan mærkes.
I analysen er regnet på en afgift på 750 kroner per ton CO2-ækvivalent - en fælles enhed for alle drivhusgasser.
Dobbelt afgift
Rådet har tidligere forslået en afgift på det dobbelte, men der er regnet på den, som andre erhverv har. Den vil øge andelen af bedrifter med underskud fra omkring en fjerdedel i dag til omkring 45 procent, viser analysen.
- Det er rigtigt, at en afgift vil skubbe på, at en større andel af dem, der i forvejen var ved at gå fallit, vil gøre det. Men der er rigtig mange bedrifter, der i forvejen lukker og lægges sammen med andre. Landbruget er som andre brancher i konstant forandring og har historisk været dygtigt til at tilpasse sig nye rammevilkår, lyder det fra Jette Bredahl Jacobsen.
På den længere bane er det ifølge analysen nødvendigt med en strukturel omstilling for at nå målet om klimaneutralitet i 2045. En ekspertgruppe er ved at se på udformningen af en drivhusgasafgift. Her ventes en anbefaling senest til efteråret.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) afventer ekspertgruppens svar. Han peger på, at en afgift skal være med til at sikre, at målene nås:
- Afgiften skal også udformes på en måde, så erhvervet understøttes, konkurrenceevnen ikke forringes, og at vi fastholder de mange vigtige job på danske hænder, siger ministeren i en skriftlig kommentar.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.