SYDDANMARK / HOVEDSTADEN: Der sker noget på råstoffronten i disse uger. I sidste uge forbød miljøminister Jakob Ellemann-Jensen sandsugning i Øresund af miljøhensyn, så der blandt regionspolitikere blev overvejet import af sand i stedet for. Og i dag advarer regionerne om, at et forventet stigende forbrug i de kommende år helt truer med at tømme grusgravene på land.
Samtidig arbejdes der i to regioner med at tage højde for, hvor der kan og bør graves.
Miljøudvalget i Region Syddanmark ønsker at revidere sin råstofplan, så der tages et større hensyn til klima, bæredygtighed og FN’s Verdensmål.
- Nye kortlægninger af sand, grus og sten betyder, at nye graveområder med højkvalitetsmaterialer med fordel kan skrives ind i planen, mens andre bør tages ud, så der kan blive plads til byudvikling og skovrejsning, siger Olfert Krog (DF), næstformand i miljøudvalget.
Fra naturens hånd er råstofferne uens placeret, så der er rigeligt med råstoffer i den jyske del af regionen, mens det kniber lidt mere på Fyn.
- Det er jo også en afvejning værd, om vi fortsat skal sikre en lang forsyningshorisont i alle fire delområder af regionen, eller om vi skal beslutte os for at indvinde de steder, hvor vi finder de bedste råmaterialer, siger Olfert Krog.
Et nationalt problem
Når det gælder Region Hovedstaden er der ifølge Frederiksborg Amts Avis kommet et svar til MF Nick Hækkerup (S) fra miljøministeren, der understreger, at regionerne som udgangspunkt faktisk ikke må planlægge med import, men skal lave plan for selvforsyning 12 år frem.
I det lys skal Danske Regioners opfordring til staten ses: Knaphed gør det påkrævet med en fælles råstof-strategi, der bl.a. også omfatter muligheden for import.
I Hovedstaden er der derudover enighed på tværs af partiskel om, at et område ved Tegners Museum og Statuepark i Gribskov Kommune bør fjernes fra råstofplanen som såkaldt interesseområde - altså et område, hvor der på længere kan sigt er interesse for at grave.
Formand for Region Hovedstadens Klima- og miljøudvalg, Kim Rockhill (S), mener, at råstofloven trænger til en revision og siger til avisen:
- Vi har et nationalt problem i forbindelse med loven: At vi, Region Hovedstaden, som den mindste region med den største befolkning og flest byggeprojekter skal lave en selvforsyningsplan 12 år frem.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.