
SAMSØ / GRIBSKOV: Når Samsø Festival onsdag begynder for 29. gang, har musikfestivalen måttet tage særlige forholdsregler på den knastørre festivalplads.
De 8.000-9.000 festivalgæster kan se frem til en varm, tør og solrig festival, men tørken har også fået festivalen til at tage sine forholdsregler.
- Vi har bygget vores egen lille brandbil, som er en terrængående gaffeltruck med en 1000 liter vandtank med pumpe og brandslanger, siger næstformand for Samsø Festival Thomas Jakobsen til DR Østjylland.
- Det er første gang, og det er simpelthen, fordi det er så tørt. Bare et glasskår, der ligger forkert og laver lupeffekt, eller et cigaretskod, der bliver smidt, er nok til, at vi har problemet, siger han.
Thomas Jakobsen forklarer også, at det ikke er lovligt for gæsterne at have åben ild på teltpladsen. Til gengæld bliver der indrettet nogle særlige grillområder.
Håbet er, at brandbilen hurtigt kan hjælpe, hvis uheldet er ude.
- Hvis der skulle opstå brand på campingarealerne eller rundt om på festivalområdet, vil vi selvfølgelig alarmere brandvæsenet her på øen. Men inden de kommer frem, kan vi køre ud og starte slukningsarbejdet op med vores egen lille brandbil, siger Thomas Jakobsen til DR Østjylland.
Også i Tisvildeleje i Gribskov Kommune, hvor festivalen Musik i Lejet begynder torsdag, har man skruet op for brandsikkerheden, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Festivalen har til huse mellem havet og Tisvilde Hegn, som er hårdt ramt af tørken, og derfor er ekstra udsat for brandrisiko.
- Nu ligger området op ad Tisvilde Hegn, som er så tørt, som det ikke har været i 20 år. Så der er en ekstra brandrisiko, siger operativ leder Ole Hermansen fra Frederiksborg Brand- og Redning.
Festivalen har i forvejen sin egen skare af frivillige, der agerer brandvagter, men den usædvanlige tørke har altså gjort, at man i samarbejde med beredskabet og Naturstyrelsen har øget brandsikkerheden yderligere.
En brandslukningsenhed bemandet med to personer fra brandvæsnet vil således være at finde på pladsen.
- Brandslukningsenheden er bemandet med to mand, og derudover har vi vores egne folk, så vi er godt dækket ind, lyder det fra sikkerhedschef Christian Presterud fra Musik i Lejet.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.