

KØBENHAVN: Det er dyrt at plante træer i en gade med asfalt og forsyningsledninger i undergrunden, mens det kan gøres noget billigere på et græsareal. Men københavnerne vil gerne have gadetræer, og det skal de have, mener teknik- og miljøborgmesteren.
Teknik- og Miljøudvalget vedtog mandag en prioriteringsplan for, hvor der skal plantes træer de næste tre år.
Udvalget vedtog for knap to år siden en målsætning om, at der inden 2025 skal plantes 100.000 træer i byen, og siden da er der plantet eller skaffet penge til ca. 17.000 træer. Af de resterende skal de 27.704 træer plantes de næste tre år, hvis de nødvendige midler bliver afsat i budgetterne.
Træerne vil koste 323,7 mio. kr. over tre år, og heraf går langt de fleste penge, nemlig 290 mio. kr., til knap 4.000 gadetræer. Kommunen har nemlig inviteret københavnerne til at komme med input til, hvor de savner træer, og af de 32.000 input handlede mange om tungt trafikerede veje som H.C. Andersens Boulevard, Nørrebrogade, Amager Boulevard, Frederikssundsvej og Jagtvej.
Et gadetræ har en enhedspris på 75.000 kr., oplyser forvaltningen. Men det vil ikke give mening at pille gadetræerne ud af planen, mener teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).
- Hvis vi vil have en grønnere by, nytter det ikke noget at nøjes med at plante træerne i parker og på enge. Træerne skal ind i byen, hvor de visuelt, miljømæssigt og sundhedsmæssigt kan gøre en forskel – og ikke mindst hvor de er særligt efterspurgt af københavnerne. Det er tid til at vise, at der er handling bag ordene, når det kommer til den grønne dagsorden, siger han.
På nogle gader er der allerede træer, men forvaltningen foreslår, at der kun skal være 15 meter mellem gadetræerne, hvor afstanden i dag er 30 meter i de københavnske gader.
Udover omkostningerne kommer de københavnske politikere også til at forholde sig til, om behovet for parkeringspladser eller træer vejer tungest. Ud fra planen er det nemlig nødvendigt at nedlægge parkeringspladser for at få plads til godt 2.000 af gadetræerne.
Se træplantningsplanen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.