KØBENHAVN: København vokser. Men det gør uligheden i hovedstaden også. I nogle af byens mest belastede og udsatte områder vokser den endda hurtigere end i resten af byen. Det skriver Politiken.
Ifølge beregninger og tal fra Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning er udviklingen på de parametre, man måler på – boligernes størrelse, andelen af lavtlønnede mennesker uden for arbejdsmarkedet, uuddannede og borgere af ikkevestlig herkomst – i de fleste tilfælde gået i den forkerte retning.
Ser man for eksempel på andelen af københavnere uden tilknytning til arbejdsmarkedet, er den steget fra 11,8 pct. i 2011 til 13,4 i 2015. Og i de særligt belastede områder er det gået endnu værre. Mellem 2011 og 2015 steg arbejdsløsheden her med 3,6 pct., så mere end hver femte stod uden for arbejdsmarkedet i 2015.
Udviklingen får Borgerrepræsentationen til at gøre et nyt forsøg på at udligne ulighederne og ikke mindst give de udsatte bydele et løft. Torsdag vedtog de københavnske lokalpolitikere en politik for udsatte byområder version 2.0.
'Hvis København skal være en by, hvor det ikke er adressen, der har betydning for børnenes karaktergennemsnit, de voksnes tilknytning til arbejdsmarkedet og levealderen, så skal vi løfte i flok og skabe en god og virkefuld hverdag i alle bydele', skriver Københavns syv borgmestre i forordet til præsentationen af den nye politik for de udsatte byområder.
Forsøgets overordnede mål er, at de udsatte områder skal være halvt så udsatte i forhold til resten af byen som i dag.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.