
KØBENHAVN: Om et års tid får Sundmolen i Nordhavn en 500 meter lang træbrygge langs vandet, hvor man kan nyde solen, og et nyt byrum med vand på tre sider, oplyser By og Havn.
Det gør bryggen til den hidtil længste af sin slags i København. Træbryggen bygges uden på kajkanten og vil variere i højden. Nogle steder sænkes bryggen, så man kommer tættere på vandet og kan bruge kajkanten som ryglæn, som det kendes fra Islands Brygge, mens den andre steder hæves til gadeplan med skrå ramper, der sikrer, at gangbesværede og barnevogne uhindret kan gå på bryggen.
På spidsen af Sundmolen bygger BIG hovedkvarter, og det er i forlængelse af denne bygning, at By & Havn etablerer et nyt byrum, der har arbejdstitlen Udsigtspladsen. Pladsen har tidligere været et åbent parkeringsområde, men bliver nu et 1.500 m2 stort byrum, hvor asfalten skiftes ud med fliser, trædesten, bløde overflader, bænke og bynatur inspireret af skov og strand.
Forventes klar i 2024
Mod nord plantes der træer for at bryde nordenvinden og give læ, og en snoet sti vil slange sig gennem træerne. På den sydlige del af pladsen kommer der sandområder og strandbeplantning med en bred promenade langs kajkanten.
I dag bliver vandet ved den kommende brygge brugt af store containerskibe, men i slutningen af 2024 flytter containerterminalen længere ud i Nordhavn og erstattet af et nyt byområde, og det vil give andre muligheder på vandet.
Det er et større arbejde at etablere den lange træbrygge og byrummet, da den eksisterende kajkant og stensætningen mod nord, der bryder bølgerne fra Øresund, skal renoveres før træbryggen og Udsigtspladsen kan etableres. Kajstrækningen ud til fyret er også blevet slidt af dage og hårde vejrforhold, og bliver derfor renoveret i samme ombæring.
Træbrygge og byrum forventes at være klar til brug i februar 2024.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.