København vinder sag om uforståelige p-regler
KØBENHAVN: Kommunen vil ændre parkeringsordningen i det store boligkompleks Dronningegården, selv om den har vundet en fogedretssag anlagt af FDM, oplyser kommunen.
Fogedretten har onsdag afsagt dom i en retssag om en omstridt parkeringsordning, som kommunen har haft i Dronningegården siden 2012. P-ordningen tager særligt hensyn til Dronningegårdens beboere og kombinerer tidsbegrænset parkering med betalingsparkering for brugerne af p-pladserne.
FDM har anlagt sag mod kommunen, fordi FDM mener, at det ikke er muligt at kombinere en betalingsparkeringsordning med en ordning om tidsbegrænset parkering. Kommunen har på sin side fastholdt, at der er klar hjemmel i loven til at have de to parkeringsordninger samtidig.
1000 klagesager skal nu behandles
Nu har Fogedretten afgjort, at der hverken lovgivningsmæssigt eller retssikkerhedsmæssigt er noget til hinder for, at de to p-ordninger kombineres, såfremt der skiltes i overensstemmelse med forskrifterne. Fogedretten har ligeledes afgjort, at skiltningen på stedet opfylder kravene. Med andre ord: hvis bilister, der har fået en p-afgift, ikke har forstået reglerne, så skyldes det ikke utilstrækkelig skiltning.
Selv om kommunen har vundet sagen, lægger Center for Parkering alligevel op til, at der skal indføres en ny parkeringsordning i Dronningegården.
- Vi ved, at rigtig mange bilister har haft svært ved at forstå parkeringsreglerne i Dronningegården. Derfor vil vi under alle omstændigheder anbefale politikerne, at vi ændrer ordningen. Vores udgangspunkt er, at parkeringsordninger skal være til at forstå. Derfor skal vi have færre regler og mere ensartede regler over hele byen, siger centerchef Jes Øksnebjerg.
Der er i Dronningegården siden oktober 2012 og til i dag pålagt knap 8000 parkeringsafgifter for overtrædelse af bekendtgørelse om parkeringsskiver. For at afvente Fogedrettens afgørelse, har Center for Parkering siden januar 2014 sat modtagne klagesager i bero. Det drejer sig om cirka 1000 klagesager, som nu skal behandles.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.