KØBENHAVN: Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) håber, at regeringen og et flertal i Folketinget enes om at skyde nye milliarder i luftfartsselskabet SAS og sikrer et aktivt dansk ejerskab.
- SAS spiller en utrolig vigtig rolle, når det handler om København som knudepunkt. Det er vores sikkerhed for, at vi kan komme ud i verden direkte med fly, fordi SAS står for en tredjedel af al flytrafikken i København. Det betyder, at vi kan tiltrække internationale events. Det betyder, at vores forretningsliv kan komme ud i verden og lave handler og sikre, at vi fortsat kan trække investeringer til byen, siger Sophie Hæstorp Andersen og tilføjer.
- Min forventning er, at vi skal have et ejerskab, som er aktivt, så vi sikrer, at SAS også kommer ud af den krise, hvor vi har gjort alt for at holde hånden under selskabet, Det her er utroligt vigtigt i forhold til, hvad det er for initiativer, man skal tage for at sikre, at SAS også eksisterer i fremtiden med udgangspunkt i, at København skal være et stærkt knudepunkt. Så det håber jeg indgår i de tanker, som regeringen sidder og gør sig med et flertal i Folketinget lige nu.
Danmark måske eneaktionær
Den danske stat er lige nu en af to store aktionærer i SAS. Den anden er den svenske stat. Traditionelt har også de stater - sammen med den norske - været toneangivende ejere i SAS. Men den norske stat solgte sine aktier i 2018, og Sverige har længe ledt efter anledningen til at gøre det samme.
På ryggen af corona kæmper SAS med at overkomme en stor gæld og høje omkostninger, og derfor er der lavet en redningsplan. Den inkluderer, at der skal laves nye aktier - både for at få penge i kassen og for kunne bytte gæld med nye aktier fremfor at betale den.
Selv om den svenske stat gerne vil bytte gæld til aktier, har den samtidig besluttet, at den ikke kommer til at købe nye aktier for at opretholde sine ejerandel.
Dermed står den danske stat nu med valget om, hvorvidt den skal køre videre som den eneste stat. Finansminister Nicolai Wammen (S) har varslet en afklaring i midten af juni. Venstre har anbefalet, at Danmark griber til lommen og skyder nye penge i SAS for fortsat at have en ejerandel, der sikrer indflydelse.
Ritzau / cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.