KOLDING: Som følge af alvorlige uheld med ukrudtsbrændere i Aalborg og Aabenraa, måtte Kolding Kommune sidste år stoppe med ukrudtsbrænding. Efter dialog med forsikringsselskabet er der igen grønt lys til at brænde ukrudt, men i et begrænset omfang og kommunen har derfor i løbet af vinteren været i tænkeboks for at kigge på nye, alternative metoder, oplyser Kolding Kommune.
- Vi har haft en god dialog med forsikringsselskabet og vi har genoptaget brænding af ukrudt langs kantsten mellem vejbane, cykelsti og fortov og på helleanlæg med fast belægning hele vejen rundt, forklarer skov- og landskabsingeniør Lars Termansen Barsballe fra By- og Udviklingsforvaltningen, og fortsætter:
- Ukrudtsbrænding er en effektiv metode, men vi er nødt til at udvide paletten af metoder og lave en bredspektret indsats mod ukrudtet, for ikke at gå på kompromis med kvalitetskravene til ukrudtsbekæmpelse på de kommunale arealer.
De to nye metoder, der som et forsøg kom i brug sidste år, er fugning og fejning. Forsøgene gav så gode resultater, at fugning og fejning i år er en del af det faste repertoire i ukrudtsbekæmpelsen.
- Fugning bruger vi typisk på helleanlæg, hvor driftsmedarbejderne er særligt udsatte i trafikken, hvis de skal luge i området. Her erstatter vi traditionelle sandfuger med et tokomponent fugemateriale, der effektivt bremser ukrudtet mellem sten og fliser, forklarer Lars Termansen Barsballe, og fortsætter:
- Et andet simpelt, men også effektivt våben vi har taget i brug er fejemaskiner med stive børster, der kan fjerne ukrudtet langs kantsten.
Udover brænding, fugning og fejning fjerner Driftsafdelingen også ukrudt med manuel lugning og sprøjter desuden med et eddikesyre baseret og miljøgodkendt stof.
Ukrudtssæsonen går som udgangspunkt fra 1. april til 31. oktober og i løbet af den periode bekæmper Driftsafdelingen ukrudt på de kommunale arealer 10 gange, hyppigst i forårs- og sommermånederne, hvor væksten er størst.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.