
KOLDING: Grundkøbere i Vester Nebel i det nordvestlige hjørne af Kolding Kommune får som nogle af de første i landet mulighed for at tilslutte deres hus til et kollektivt varmesystem, hvor varmen kommer fra et varmepumpeanlæg.
Dermed bliver varmeforsyningen i den nye udstykning helt i tråd med en bæredygtig udvikling, både grøn, prisbillig og fremtidssikker, oplyser kommunen.
- Vi ønsker at fremme de bæredygtige, grønne løsninger, men det skal samtidig være den bedste samfundsøkonomiske løsning og en rentabel løsning for husejerne. Og det bliver det med det nye kollektive varmepumpeanlæg, siger Jakob Sønderskov Weber, miljøchef i Kolding Kommune.
Det er TREFOR Varme, der har udviklet projektet og endvidere står for etablering og drift af anlægget.
Spot on
- Kolding Kommune havde et ønske om kollektiv varmeforsyning til den nye udstykning, men da det ikke umiddelbart var muligt at få traditionel fjernvarme til området, kiggede vi på andre bæredygtige løsninger. Og valget faldt altså på dette anlæg, der gør det muligt indirekte at bruge både sol- og vindenergi i den kollektive varmeforsyning.
- Det er spot on i forhold til den udvikling i retning af øget elektrificering, der ønskes. Det er første gang, vi baserer varmeforsyningen på et varmepumpeanlæg, men vi er sikre på, at vi vil se flere tilsvarende anlæg i fremtiden, siger Jan Christensen, ingeniør ved TREFOR Varme.
I praksis vil boligejere i den nye udstykning opleve det, som om de bor i et område med fjernvarme. De betaler en abonnementspris og en forbrugsafregnet pris, der er identisk med prisen på fjernvarme til TREFOR Varmes øvrige kunder. Boligejerne slipper for investering i og drift af egne avancerede varmeproduktionsanlæg.
- Det er vigtigt for os at afprøve forskellige modeller, så vi hele tiden er på forkant med udviklingen på forsyningsområdet, og derfor har Kolding Byråd valgt at betale et projektbidrag til hver grund, så projektet bliver muligt og hele udstykningen kan forsynes fra det fælles anlæg. Det er dog frivilligt, og ønsker man en individuel løsning, kan man stadig vælge det, siger Jakob Sønderskov Weber.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.