
Med Trængselskommissionens betænkning fremlægges en samlet strategi for modernisering af hovedstadsområdets transportsystem, der vil øge kapaciteten og styrke mobiliteten i hele hovedstadsområdet, lyder det fra Transportministeriet.
Formand for Trængselskommissionen Leo Larsen udtaler:
- Strategien sigter mod at skabe et mere sammenhængende net af infrastruktur, der er tilpasset de nye rejsemønstre i hovedstaden. Det gælder navnlig i forhold til den kollektive trafik og cyklismen, hvor Kommissionen på begge områder anbefaler et tværgående net af højklasse-løsninger, mens vi for vejtrafikken har fokuseret på tiltag til at håndtere konkrete trængselsproblemer samt forbedre trafikafviklingen på vejene.
- Ambitionen er at få de rejsende til at bruge bilen på en mindre del af turen og i stedet give bedre muligheder for at benytte cyklen og den kollektive trafik til og fra arbejdet.
- På samme tid har Trængselskommissionens analyser dog vist, at hvis man ønsker at reducere trængslen i forhold til i dag, så er det nødvendigt mere aktivt at regulere efterspørgslen på biltrafik. Her peger Kommissionen på roadpricing som det redskab, der har størst potentiale til effektivt at nedbringe trængslen på sigt.
Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) udtaler:
- Der er ingen tvivl om, at trængslen i og omkring København udgør en kæmpe udfordring allerede i dag. Udfordringen vil kun blive større i fremtiden, hvis ikke vi nøje overvejer, hvordan vi sikrer et effektivt, attraktivt og bæredygtigt transportsystem i hovedstaden.
- Jeg ser frem til at nærstudere Trængselskommissionens betænkning og drøfte Kommissionens anbefalinger i den kommende tid. Jeg har dog allerede noteret mig en række spændende forslag om bl.a. udbygning af den kollektive trafik, styrkelse af cyklismen og bedre trafikafvikling på hovedstadens veje.
- Det er på samme tid klart, at udbygning af nye motorveje ikke står øverst på regeringens prioritetsliste, ligesom vi vurderer, at det på nuværende tidspunkt er for tidligt at arbejde videre med roadpricing.
ka
Trængselskommissionen blev nedsat af regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti den 12. juni 2012 med henblik på bl.a. at analysere udfordringerne for hovedstadens transportsystem og udarbejde forslag til en samlet strategi til reduktion af trængsel og luftforurening samt modernisering af infrastrukturen i hovedstaden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.