
KØBENHAVN: Kommunen og en medarbejder er blevet sigtet for uagtsomt manddrab og overtrædelse af færdselsloven efter en ulykke på Strøget den 29. august. Ved ulykken mistede en amerikansk turist livet, da en el-drevet renholdsbil pludselig satte i gang. Det fortæller kommunen.
Arbejdstilsynets gennemgang af bilen viste, at der i køretøjet var monteret en såkaldt lus, der sætter den automatiske sædekontakt ud af drift. Sædekontakten sikrer normalt, at køretøjet kun kan køre, hvis der sidder en person i sædet. Arbejdstilsynet gav på den baggrund et strakspåbud om at udbedre manglen, og forvaltningen gennemgik med det samme alle køretøjer for defekte sædekontakter. Ud af forvaltningens 77 køretøjer med sædekontakter var der indsat en lus i syv. Det vides ikke, hvornår sædekontakterne er blevet deaktiveret.
- Der er flere sikkerhedsforanstaltninger, der skal sikre, at sådan en ulykke ikke kan ske. Vi tager det meget alvorligt, at sædekontakten har været slået fra i flere køretøjer. Manglerne blev udbedret med det samme, og vi har skærpet vores sikkerhedsprocedurer, siger administrerende direktør Hjalte Aaberg, Teknik- og Miljøforvaltningen.
Strafferammen for kommunen er bøde. Det videre forløb i sagen er nu, at Politiet skal beslutte, om der skal rejses tiltale på baggrund af sigtelsen.
bi
Fakta:
Københavns Kommune er sigtet for overtrædelse af:
- Straffelovens § 241, der bl.a. siger, at 'den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år.'
- Færdselslovens § 3, stk. 1, der bl.a. siger, at 'trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, og således at færdslen ikke unødigt hindres eller forstyrres. Der skal også vises hensyn over for dem, der bor eller opholder sig ved vejen.'
- Færdselslovens § 28, stk. 4, 1. Pkt., der bl.a. siger, at 'når føreren af et køretøj forlader dette, skal det sikres, at køretøjet ikke kan sætte i gang af sig selv.'
- Færdselslovens § 67, stk. 2., der bl.a. siger, at 'et køretøj skal være således indrettet og holdes i en sådan stand, at det kan benyttes uden fare og ulempe for andre samt uden skade for vejene.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.