HOLBÆK: Beboerne i Østerstræde i Holbæk må lære at leve med, at de bor side om side med et Bandidos-klubhus. Det skriver dagbladet Nordvestnyt.
Natur- og Miljøklagenævnet har netop sat en stopper for Holbæk Kommunes forsøg på at smide rockerne ud af Østerstræde 4. Kommunen troede ellers, at man kunne smide dem på porten, da lokalplanen siger, at ejendommen ikke må bruges til klub- og foreningsaktiviteter.
Men nævnet fastslår nu, at da ejendommen også bliver brugt som bopæl, kan man ikke forhindre de to lejere, der ifølge Nordvestnyts oplysninger er medlemmer af Bandidos Holbæk, i at holde klubaftener og få besøg af Bandidos-venner.
Kommune fortsætter kampen
Afgørelsen vækker forundring hos borgmester Søren Kjærsgaard (V).
– Men vi tager nævnets afgørelse til efterretning, og nu vil vi på andre måder kæmpe for at få Bandidos ud af ejendommen, for de er en kilde til utryghed i byen, siger han.
Borgmesteren kan ikke sige, hvad kommunen præcist vil gøre, men det er formentlig ting som at undersøge, om lejerne nu også bor fast i ejendommen, og om huset overholder støj- og brandsikkerhedsregler.
Forfærdeligt at høre
Dagbladet Nordvestnyt har talt med flere beboere i og omkring Østerstræde, der er irriterede over Bandidos-mødestedet, som rockerne har brugt siden april sidste år.
– Det er da forfærdeligt at høre, at kommunen ikke kan få dem væk. Efter at de flyttede ind, er der folk, som laver hashhandler i Østerstræde, og biler, der i høj fart kører hen til ejendommen om natten, siger en af beboerne, der ikke ønsker at stå frem med navn.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de to personer, som lejer Østerstræde 4.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.