
AABENRAA: Fra og med mandag overtager Aabenraa Kommune egenhændigt de sidste dele af miljøindsatsen efter et større udslip af dieselolie i Aabenraa Havn og i Aabenraa Fjord torsdag.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der indtil nu har koordineret samarbejdet omkring oprydningen, der også har omfattet Aabenraa Kommune og Brand og Redning Sønderjylland.
Det står klart, at Skarrev og det omkringliggende område stadig er forurenet med dieselolie. Men da der er tale om en tynd oliefilm, vil myndighederne – ligesom i weekenden – fortsat afvente, om olien kan forsvinde ad naturlig vej.
Havnebassinet og området ved roklubben på havnen er også stadig forurenet med dieselolie. Det lykkedes de første dage at suge en del olie op fra bassinet, men denne indsats måtte indstilles søndag og mandag på grund af vejrforholdene. Når vejret klarer op, vil Aabenraa Kommune vurdere de næste skridt i forhold til denne miljøindsats.
Blå flag ned og op
Aabenraa Kommune har sat advarselsskilte op og taget de Blå Flag ned på strandene langs fjorden som følge af udslippet. Advarslen gælder stadig for Skarrev og det omkringliggende område, men i de øvrige områder vil kommunen fjerne skiltene, og det Blå Flag hejses igen på Sønderstrand.
Kommunen afventer endnu en tilbagemelding fra Fødevarestyrelsen, hvorvidt det er muligt at fiske i fjorden, efter at oliefilmen i dette farvand er fordampet efter udslippet.
Firmaet Dan-Balt Tank Lager A/S tog ansvaret for ulykken, der skete under en flytning af olie, der førte til et overløb til et opsamlingskar, der havde direkte udløb til havnen. Dermed løb olie ud i havnen.
Politiet har tidligere oplyst, at udslippet omfattede omkring 200.000 liter olie. Ifølge Dan-Balt er der dog kun tale om 60.000 liter, der slap ud. Det skyldes, at meget af olien nåede at blive pumpet op, inden den løb ud i vandet.
Firmaet 'arbejder nu med en revidering af de interne procedurer for at sikre, at sådan et udslip aldrig kan finde sted igen'.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.