
Kommuner hyrer lobbyister til at påvirke Christiansborg
For at få de højeste ønsker på især trafikområdet opfyldt, tyr flere danske kommuner til lobbyister, som kan tale deres sag og påvirke politikerne på Christiansborg. Det skriver Jyllands-Posten søndag.
Avisen har fået aktindsigt i alle 98 kommuners udgifter til ekstern lobbyisme fra 2012 og frem til dags dato. I den periode er der ifølge Jyllands-Posten brugt penge på lobbyindsatser i flere end 10 forskellige projekter.
Et eksempel er Odense Kommune, som har betalt bureauet Burson-Marsteller mindst 800.000 kr. i forbindelse med et letbaneprojekt.
Og Helsingør har sammen med svenske Helsingborg brugt knap en million kroner på at lobbye for en tunnelforbindelse under Øresund mellem de to byer, skriver Jyllands-Posten.
Andre har brugt lobbykroner via komitéer til fordel for bestemte projekter eller ved at betale ingeniørrapporter og vækstanalyser af trafikinvesteringer, som de vil skabe momentum for.
Flere henvendelser til ordførere
Rasmus Prehn (S) har været transportordfører i fire år og siger, at kommunerne forsøger at påvirke i højere grad, når man har netop den post.
- Det oplever man i meget højere omfang som transportordfører end for eksempel som kommunalordfører, som jeg har været før.
- Der er flere henvendelser, og det er tydeligt, at der bliver brugt flere penge på at få lavet illustrativt materiale, der gennemgår projekterne, siger han til Jyllands-Posten.
Ifølge Henrik Gudmundsson, seniorforsker på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) kan ifølge avisen godt kan forstå, at kommunerne betaler sig fra at få hjælp til at kortlægge magtens netværk.
- Det lyder meget forståeligt i mine ører, for der er en masse uformelle konstellationer, som ikke umiddelbart er synlige, når man ser på det udefra, siger han til Jyllands-Posten.
Tungen lige i munden
Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, mener, at politikerne i Folketingets transportudvalg må være skeptiske over for lobbyisme:
- Det er et demokratisk problem, for lobbyister er ikke folkevalgte. Men politikerne er problemet. Vi bør holde tungen lige i munden. Vi ved udmærket, hvem vi sidder overfor. Det er samtlige transportordførere klar over, siger han til Ritzau.
Ifølge professor Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet, der har forsket i lobbyisme, er udviklingen en konsekvens af større kommuner og mere centralisering.
- Det mest naturlige var, at en borgmester tog en tur til Christiansborg eller tog kontakt til lokale folketingspolitikere. Men verden har åbenbart udviklet sig sådan, at det ikke længere er nok, siger han.
Risiko for skævheder
Han fortæller, at han ikke vil være den, der råber 'ulven kommer' i forhold til kommuners brug af lobbyisme, men at det er et fænomen, man skal holde øje med.
- Man skal tage hensyn til, at nogle aktører har flere ressourcer end andre, og at massiv lobbyvirksomhed kan give skævheder i den demokratiske proces. Det skal nødig være sådan, at det altid kun er dem med flest ressourcer, der bliver hørt, siger han.
Peter Munk Christensen peger på, at åbenhed om lobbyisme er en måde at undgå beslutninger, der er problematiske for den demokratiske proces.
- Så kan beslutningstagerne se, hvad det er for aktører, hvis røster aldrig lader sig høre, og borgerne kan føle, at den demokratiske proces er legitim.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.