I et EU-støttet projekt 'Rest til Ressource' hjælper seks sjællandske kommuner en række små og mellemstore virksomheder til at optimere deres ressourceforbrug og forretningsmodel, så de bruger mindre vand, energi og færre materialer, oplyser Holbæk Kommune.
- I 'Rest til Ressource' screener partnerkommunerne, om relevante virksomheder har potentiale for at bruge færre ressourcer eller indgå i et symbiosesamarbejde med andre virksomheder. Det sker i første omgang i de seks kommuner, som omfatter Holbæk, Kalundborg, Køge, Slagelse, Odsherred og Guldborgsund. Derefter bliver de relevante virksomheder udvalgt og tilbudt en skræddersyet udviklingsplan, der beskriver, hvordan virksomheden teknisk kan nå målet, forklarer projektleder Jette Lillelund fra Dansk SymbioseCenter, der står bag.
Den grønne ressourcestrategi kan indarbejdes i virksomhedens branding og valg af nye leverandører, markeder og forretningsområder. Konsulentarbejdet betales af 'Rest til Ressource', og virksomheden skal blot bidrage med tid og engagement.
Kommunerne følger med
Finansieringen kommer blandt andet fra de seks partnerkommuner, der tilsammen skyder næsten 3 mio. kr. i samarbejdet over tre år. Kommunerne følger den enkelte virksomhed gennem projektets faser og sikrer kvaliteten af den rådgivning, de får.
Dansk SymbioseCenter har skudt 2,8 mio. kr. i projektet. Danmarks Tekniske Universitet bidrager med forskningsbaseret innovation og støtter med 0,3 mio. kr. Det største bidrag på 5,8 mio. kr. kommer fra EU's Regionalfond.
Når projektet udløber i midten af 2018, skal materialeforbruget i mindst 30 virksomheder i alt være reduceret med en million tons, energiforbruget med 900.000 kilowatt-timer og CO2-udslippet med 14.000 tons. Samtidig skal der etableres mindst 10 symbioser mellem virksomheder, hvor restprodukter eller energi fra en virksomhed anvendes som ressource i en anden virksomhed.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.