
KØBENHAVN / AARHUS: Københavns Kommune og Aarhus Kommune beder i en fælles henvendelse til transportminister Ole Birk Olesen (LA) om at få ret til at fjerne ulovligt parkerede biler og/eller sætte hjullås på dem. Det kan i dag kun ske på politiets foranledning.
I brevet begrunder teknik- og miljørådmand Kristian Würtz (S), Aarhus, ønsket med at ville 'fremme trafiksikkerheden og fremkommeligheden', mens teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) fra København forestiller sig, at bilister der 'smider deres bil på må og få vil tænke sig om en ekstra gang, hvis de risikerer at få bilen blokeret med hjullås eller kørt bort på et fejeblad.
Kommunerne har ingen beføjelser til at fjerne biler, det har kun politiet. De to kommuner udtrykker i brevet til transportministeren forståelse for, at politiet prioriterer andre opgaver højere, og mener, at det netop er et argument for at kommunerne får beføjelsen.
Muligheden for at fjerne biler skal ifølge brevet kun anvendes overfor ulovligt parkerede biler der er til fare eller stor gene, mens hjullås tænkes anvendt på ulovligt parkerede biler, der ikke er til fare for fremkommeligheden eller trafiksikkerheden, men hvor ejeren har et stort antal ubetalte parkeringsafgifter til kommunen.
Det er de to kommuners forventning, at en tilladelse til at de kan fjerne biler og/eller forsyne dem med hjullås vil have en stor præventiv virkning, så det vil være begrænset, hvor ofte de to indgreb reelt vil blive anvendt.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.