Betalinger for parkeringspladser og bøder for ulovlige parkeringer løber i en stadig større strøm ind i kommunernes og statens kasse.
Det viser en gennemgang, som bilejernes interesseorganisation FDM har lavet, skriver Jyllands-Posten.
I alt er de to parkeringsindtægter samlet set steget med 41 pct. de sidste ti år.
I 2016 havde 43 kommuner parkeringskontrol, og 22 kommuner havde betalingsparkering. Det er kommunerne, der står for at indkræve p-betalingen og p-afgifter, men de skal aflevere halvdelen af afgifterne til staten.
Kommunerne må dog trække en del af de indtægter, de får på p-betaling, fra beløbet, de skal aflevere til staten. Det kræver, at de i stedet bruger pengene på investeringer i parkeringspladser og parkeringsanlæg.
I 2008 gav parkeringsindtægterne 649,7 mio. kr. I år forventes det beløb at stige til 916,3 mio. kr.
Betaler to gange
Udviklingen vækker bekymring hos FDM, der frygter, at særligt afgifterne er en bekvem måde at hente penge til slunkne kommunekasser.
- Kommunerne må jo gerne. Men det er nærliggende at tro, at det bliver en meget bekvem indtægt for kommunerne, siger juridisk konsulent Dennis Lange til Ritzau.
Han mener, at bilisterne betaler to gange for deres parkering.
- En stor del af de her penge, som kommunerne får ind, kommer fra betalingsparkering. Altså man skal betale for at parkere på de kommunale pladser, siger han.
- Det er pladser, som man teknisk set har betalt for over kommuneskatten allerede.
KL afviser, at der er tale om en pengemaskine.
- De fleste kommuner bruger p-afgifter og p-betaling til at regulere trafikken – ikke til at få flere penge i kommunekassen, siger formanden for KL's teknik- og miljøudvalg, Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) til Jyllands-Posten.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.