Dårligt sommervejr plejer at være godt for vandmiljøet i de danske farvande.
Men i Limfjorden er der alligevel opstået et kraftigt iltsvind. Fiskene er for længst flygtet fra de ramte områder, mens bunddyrene er mere hårdføre. Muslinger kan for eksempel lukke skallen og nedsætte iltforbruget. Derfor kan de overleve iltsvindet, hvis det ikke varer for længe. Det skriver DR Midt & Vest.
- Situationen er lige nu den, at der er iltsvind i både Lovns Bredning og Skive Fjord, siger Harley Bundgaard Madsen, kontorchef i Miljøstyrelsen, som overvåger vandmiljøet, siger han til DR Midt & Vest.
I Lovns Bredning har Miljøstyrelsen målt under to milligram ilt per liter vand, og det er under grænsen til kraftigt iltsvind.
- Det er ellers til fordel for vandmiljøet, når sommeren er kølig og blæsende som i år, men det har åbenbart ikke været nok til at undgå iltsvindet, konstaterer Harley Bundgaard Madsen.
Alvorligt for fiskene
Miljøstyrelsen skelner mellem 'iltsvind' og 'kraftig iltsvind'. Ved almindelig iltsvind begynder fisk at søge væk fra området. Men med det kraftige iltsvind, som har ramt flere steder, har det alvorlige konsekvenser for fiskene.
- Vi er nu under de to milligram ilt per liter (kraftigt iltsvind, red), som betyder, at der ikke vil kunne leve fisk i områderne. Så der er givetvis ikke fisk i områderne, hvor vi ligger i så lave koncentrationer, siger Harley Bundgaard Madsen.
Iltsvindet i de indre dele af Limfjorden opstod i slutningen af juli og fortsætter her i begyndelsen af august, viser Miljøstyrelsens målinger.
Også i det sydlige Lillebælt og det sydfynske øhav er der nu konstateret iltsvind.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.