AARHUS: - Det er en kritisk situation.
Alvoren er ikke til at tage fejl af. Hvis der ikke gøres noget ved Viby Renseanlæg nu, kan det gå helt galt, oplyser TV2 Østjylland.
Områdechef i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Simon Grünfeld har sammen med en taskforce med blandt andet beredskabet taget en svær, men nødvendig beslutning om at rive en hel bro ned.
Det er broen på Ormslevvej, der krydser Døde Å, der fredag morgen vil blive destrueret. Broen ligger nemlig lige i udmundingen af Viby Renseanlæg, der efter længere tid med masser af nedbør er hårdt presset.
- Den er få centimeter fra at oversvømme, men de tror, at de godt kan klare natten, siger Simon Grünfeld.
Så fredag morgen klokken 07.00 bliver Ormslevvej spærret, og kort efter går håndværkere i gang med at bryde broen ned.
Det store problem lige nu er, at vandet fra renseanlægget på grund af den eksisterende bro ikke kan flyde hurtigt nok væk ad Døde Å og ud i Brabrand Sø. Og det kan siges så klart, at rensningsanlægget simpelthen ikke må bliver oversvømmet.
Hvad ville der da ske?
- Det er kritisk. Så ville vi få spildevand ud over det hele og tilbagestuvning igennem rørene, der leder ned til anlægget. For hvis vandet ikke kan komme væk, løber det tilbage gennem rørene. Det er en situation, man ikke ønsker. Det ville samtidig betyde, at der vil gå flere måneder, før man kunne få rensningen op at køre igen, siger Simon Grünfeld.
Når broen bliver revet ned fredag, vil vandet kunne flyde nemmere igennem og væk fra renseanlægget.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.