dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
KTC: Vi bevæger os væk fra en god, økologisk tilstand
Astrid Dalum/Polfoto

KTC: Vi bevæger os væk fra en god, økologisk tilstand

Fælles for de to omstridte miljøsager, som minister Eva Kjer Hansen (V) står i netop nu, er, at både landbrugspakken og sagen om grødeskæring i vandløbene bringer Danmark længere væk fra at nå EU-målet om en god økologisk tilstand i vores vandområder

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er i øjeblikket hovedperson i to betændte miljøsager. Den ene handler om, hvorvidt Miljø- og Fødevareministeriets kommissorium for den nye arbejdsgruppe, der skal udarbejde retningslinjer for kommunernes vedligeholdelse af mange tusinde kilometer vandløb, er styret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, som ønsker, at kommunerne skærer mere grøde væk end retningslinjerne lægger op til i dag.

Den anden sag handler om fødevare- og landbrugspakken, som skal tredjebehandles i Folketinget torsdag den 25. februar, og som de sidste par uger har været under stærk kritik fra en række forskere for at fifle med tallene, således at øget udledning af kvælstof alligevel resulterer i ‘et grønt plus til miljøet'. Kritikken går på, at man i miljøregnskabet for 2016 også inkluderer baselineeffekter, som er allerede planlagte tiltag, fra de tre seneste år.

Hos Kommunalteknisk Chefforening, der er en organisation for topchefer i den kommunaltekniske sektor, følger man de miljøpolitiske sager tæt, da de tekniske chefer er blandt de fagfolk, som senere hen skal implementere miljølovgivningen i praksis.

Formand for KTC, Søren Gais Kjeldsen, vil ikke kommentere på de politiske stridigheder, men uddyber overfor dk-teknik KTC's syn på, hvad lovene kan føre med sig:

- Pointen i hele vandplanen er, at man skal opnå god økologisk tilstand, så hvis man går ind og skærer mere grøde væk og graver mere i vandløbene, så bevæger vi os altså væk fra det EU-mål, som vi arbejder for i vandplanerne som helhed. Det er et faktum, siger Søren Gais Kjeldsen om retningslinjerne for grødeskæring.

- Landbrugspakken bringer os tilbage til samme diskussion. Her går diskussionen meget på udledningen af kvælstoffer, men fosfor er en ligeså væsentlig del, og tillader vi en større udledning, ja så bevæger vi os længere væk fra en god økologisk tilstand i vores vandområder, siger han.

Et historisk stridsemne
Søren Gais Kjeldsen, der i dag er direktør for Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg, har beskæftiget sig med miljølovgivning i forskellige kommuner siden 1998. Han fortæller, at reguleringen af vandløbene altid har været et stridsemne.

- Hvilken funktion skal vandløbene have, hvordan skal de indrettes, og hvordan skal de passes? Det emne har stået på i evigheder, og handler i grund og bund om graden af benyttelse og beskyttelse, siger han og fortsætter:

- Vi ved, at jo mindre vi justerer i vandløbene, jo mere fremmer vi den naturlige vandløbsflora og dermed fisk og insekter osv. Jo mere vi skærer i vandløbenes plantevækst, jo hurtigere forsvinder de naturlige arter i vandet, og typisk bliver de afløst af en art, der hedder pindsvineknop, som gror voldsomt.

Søren Gais Kjeldsen peger dog på, at det er muligt både at opnå god vandafledning fra markerne og skabe et et rigt natur- og miljøindhold i vandløbene:

- Hvis man benytter metoden med at skære en bræmme midt i vandløbet, så fungerer det faktisk både for landmændene og lystfiskere, siger han.

Plumret vand
Til den del af landbrugspakken, som handler om en større udledning af kvælstoffer i hav, søer og vandløb, forklarer Søren Gais Kjeldsen:

- Store mængder kvælstof betyder, at der kommer en opblomstring af blandt andet alger i vandet, som gør, at det bliver uigennemsigtigt og plumret. Det er kun ganske få dyre- og plantearter, der kan leve i plumret og meget næringsrigt vand, mens en god økologisk tilstand er udtryk for klart vand med mange arter og både flora og fauna, siger han.

Der bliver i dag holdt høring om landbrugspakken på Christiansborg, hvor syv eksperter fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet skal komme med deres syn på landbrugspakken. Ifølge Berlingske mener seks ud af de syv eksperter, at regnskabet for regeringens landbrugspakke er misvisende.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.