dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Kystdirektoratet tillader mere hård kystsikring
Foto: Joachim Adrian, Polfoto.

Kystdirektoratet tillader mere hård kystsikring

Sommerhusejere i Nørlev glæder sig - og håber på at det ikke bliver stormvejr. Halmballerne må nemlig ikke blive liggende indtil der kan etableres ny kystsikring
16. NOV 2015 6.39

HJØRRING: Sommerhusejerne ved Nørlev får lov til at sikre deres huse med hård kystsikring, er det blevet besluttet på et møde mellem sommerhusejere, Hjørring Kommune og kystsdirektoratet i Hjørring. Tidligere har sommerhusejere ved Løkken fået lov til at beskytte deres huse med hård kystsikring, og i dag mandag har miljøminister Eva Kjer Hansen (V) desuden inviteret alle interesserede parter til et større møde i Aalborg om kystsikring på den nordjyske vestkyst.

- Efter års kamp har den sunde fornuft sejret, siger Christian Hartmann til DR Nordjylland om beslutningen vedrørende Nørlev, som han finder har vide perspektiver for sommerhusejerne.

- Nu kan vi igen sælge sommerhuse i området, velvidende at de ikke dratter i havet. Og husene kan trygt lejes ud til turister - hvilket igen skaber omsætning i området og i kommunen, siger Christian Hartmann.

Han repræsenterer de sommerhusejere, der i protest mod den manglende kystsikring har kørt halmballer ned på stranden som kystsikring. Hans eget sommerhus hænger allerede ud over skrænten på kysten og er i overhængende fare for at styrte ned på stranden.

I mellemtiden skal halmballerne væk
- Jeg er umiddelbart glad for beslutningen, men der udestår endnu nogle udfordringer. For det første skal løsningen nu drøftes med medlemmerne af grundejerforeningen og for det andet skal vi have fundet penge til kystsikringen, fortæller Christian Hartmann.

Først derefter kan der sendes en ansøgning til Kystdirektoratet.

- Derefter er der en sagsbehandlingstid på 10 uger - så jeg tror, det bliver i det tidlige forår, vi i bedste fald kan have en løsning på plads.

Christian Hartmann og de andre ejere af nedstyrtningstruede sommerhuse krydser derfor fingre for, at der ikke kommer nogle hårde storme inden da.

- For Kystdirektoratet vil ikke tillade, at halmballerne bliver stående på kysten som kystsikring ind til da. Men vi vil nu tage kontakt til Miljøministeren og spørge hende, om vi ikke kan få en eller anden form for dispensation til at lade dem blive liggende, siger han til DR Nordjylland.

En ny kurs
Lokalformanden for Danmarks Naturfredningsforening i Hjørring, Jørgen Jørgensen, er forundret over at man nu i modsætning til tidligere tillader hård kystsikring af hensyn til rene fritidsinteresser som sommerhuse. Han frygter at den nye kurs er en del af en generel holdningsændring i kølvandet på de nylige dispensationer til ti kystnære byggeprojekter.

Naturfredningsforeningen i Hjørring vil derfor se meget nøje på betingelserne i den tilladelse, der er på vej.

- En af de ting, vi vil kigge meget efter, er, om der stilles krav til sandfodring hvert eneste år. For ellers forsvinder en vigtig badestrand og det er der ingen, der har interesse i, siger Jørgen Jørgensen til DR Nordjylland.

 

mk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.