
HEDENSTED: Glud Museum får allerede denne sommer mulighed for at tilbyde gæsterne guidede historiske vandre- og cykelture om Juelsminde-halvøen og for at indsamle historier i området de næste tre år, skriver museet i en pressemeddelse. Det sker takket være støtte fra Nordea-fonden på 704.000 kr., tre puljer á 100.000 kr. fra Det Fælles Landdistriktsråds Udviklingspulje og 65.000 kr. fra Friluftsrådet. Museet selv bidrager med 180.000 kr.
- Vi kan prale af "Danmarks længste kystskov" - skovene langs nordsiden af Vejle Fjord med herregårde som perler på en snor, siger kultur- og naturvejleder Jens Kjær, der på turene også vil minde de besøgende om, hvordan man færdes i skoven.
De guidede ture skal suppleres med foldere og andet materiale med natur- og kulturhistorie. Det er tanken at guide folk ud til steder med de gode historier, så turene både giver historisk viden og naturoplevelser.
Fuldende maleriet
Glud Museum har senest haft et samarbejde med Juelsminde Havnemuseeum og Juelsminde Lokalarkiv om projekt "Fiskerne i Juelsminde", hvor tidligere fiskere fortalte historier. Det kom der en bog ud af takket være støtte fra virksomheder og lokale kræfter.
- Vi er lykkelige for støtten til projektet med at få kystlandet nærmere beskrevet. De første penselstrøg belv taget med historien om fiskerne i Juelsminde. Nu får vi mulighed for at fuldende maleriet og komme hele vejen rundt langs kysten, siger formanden for Museumsforeningen Glud Museum, John S. Madsen.
Tre-årigt projekt
- Vi får nu mulighed for at indsamle og formidle mange af de spændende historier, som området gemmer på, siger museumsleder Rasmus Kreth. Det bliver museets kultur- og naturvejleder Jens Kjær, der de kommende tre skal indsamle historierne fra området. Og det er også her planen at udgive en bog, når projektet er afsluttet:
- Her skulle gerne samles masser af fotos, viden og gode historier om vores kystkultur og naturen langs kysten, siger Jens Kjær og appellerer til lokale med viden og lyst til at fortælle.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.